"Turismeerhvervet i flere og flere svenske regioner tænker i, at deres naturområder – ikke mindst dem med fjelde – skal kunne bruges både sommer og vinter, så sæsonen for gæster forlænges. Det giver flere muligheder for friluftsfolket, men også for alle dem som bare gerne vil ud i naturen uden at have den store erfaring. Samtidig er det en vigtig udvikling med formålet at øge regionernes turismeindtægter og give flere arbejdspladser. Sommeraktiviteterne tæller bl.a. vandring, MTB, el-cykler og sågar også skiløb", siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.
Isaberg med sommerkælkebane ned over bjergsiden
Ligesom en række andre svenske skidestinationer øger Isaberg også sommertilbuddet med sjove aktiviteter – ikke mindst aktiviteter, der kræver lidt faldhøjde. Seneste skud på stammen frem mod denne sommersæson er en stor investering i en sommerkælkebane, der med høj fart kører gæsterne ned over bjergsiden. Den er klar fra primo juli. Sommerkælkebanen er én kilometer lang og ligger i tilknytning til en lift på Norrbacken. Det hele har kostet 17 millioner SEK. I Sverige har denne type 'kælkning på skinner' – ligesom i Alperne - vundet indpas og gør nu Isabergs position som en af Sveriges største helårsdestinationer endnu stærkere.
Ride with GPS
Billingen, der er et officielt Vasaløbscenter, har også sommernyheder i år til de cykelglade. Regionen har frem mod denne sæson uploadet digitale cykelruter, der kan downloades til GPS via Ride with GPS. Og i midten af september indvies endvidere en ny cykelpark med teknikbane og pumptrack. Billingens friluftsområde har i forvejen en bred vifte af aktiviteter på et lille område, herunder fiskesø, læhegn med grillfaciliteter, udendørs swimmingpool og aktivitetsområde til hygge med familien.
Tranedansen er et must-see
Pilgrimsruten fra Falköping over Hornborgasøen til Varnhem er en meget smuk vandretur på 44 kilometer, der tager vandringsfolket via to klosterruiner og gennem grønne enge. Herudover gives i foråret og sensommeren mulighed for at se tranedansen tæt på Hornborgasøen, en af Europas vigtigste fuglesøer. Der er størst chance for at opleve tranerne i marts/april og august/september. Pilgrimsruten er på alle måder en sanselig tur, og der er også lækre lokalt producerede måltider og god, svensk kaffe at forkæle sig selv med undervejs. Flere overnatningssteder tilbyder vandrepakker, hvor man på forhånd booker sig ind og kan belønne sig selv med velgørende spa og lækker middag, f.eks. på kurstedet Mösseberg.
Skiløb om sommeren i Torsby Ski Tunnel & Sportscenter
Der er noget for enhver smag på Torsby Ski Tunnel & Sportscenter, hvis man kan lide at bevæge sig og få et adrenalin-kick både alene, med vennerne og i familiens skød. Her nyder man naturen på træningsbaner, vandrestier og cykelstier. Der er også legeplads, frisbee-golf og en mindre indendørs skøjtebane. Herudover kan man prøve at stå på ski om sommeren, og det sker i skitunnellen, hvor der er vindstille, minus tre grader og gode skiforhold. Det er i øvrigt den første skitunnel i Sverige, og man kan også leje udstyr. Gæsterne bor på anlægget, som har vandrerhjem, sportshotel og gode hotelværelser.
El-cykler ned over bjergsiden
Långberget tilbyder som noget nyt el-cykler, der har vundet stor popularitet de seneste år, også blandt danskere. Området byder også på mange andre sommeraktiviteter som elgsafari, hvor man får mulighed for at stå ansigt til ansigt med Europas største landdyr, guidede cykelture, yoga i det fri, kanosejlads med bæversafari, fiskeri, vandreture, etc. Om sommeren er der hytter og lejligheder til leje midt i den uspolerede natur.
Vandring på Hovfjället
Hovfjällets naturreservat eksisterede allerede i 1960'erne for at beskytte naturskove og fremme friluftsliv. Der er derfor gode muligheder for vandreture i skovlandskabet. Et netværk af markerede vandrestier betyder, at selv den lidt uerfarne vandrer kan udforske bjerge og dale på egen hånd. En særlig type stier er tilgængelige for dem, der ønsker at opleve og lære mere om områdets natur og kulturhistorie. Disse 'naturstier' er relativt korte, og der findes små brochurer, der beskriver, hvad man har mulighed for at støde på af flora og fauna. Camping 45 byder i øvrigt på naturrundvisninger i Hovfjälls-området.
Valfjället med ægte vildmarksliv
Valfjället tilbyder mange skønne friluftsaktiviteter om sommeren. Der er bl.a. fisketure og vandreture med guide, og vildmarksguiderne er erfarne. Man kan møde elge på tæt hold og andet spændende vildt. Der spises kõlbuller, som er en traditionel ret på de kanter – kort fortalt en slags pandekage med bacon i. Og hertil drikker man lokale drikke, alt sammen ved åben ild. Er man heldig, kommer en sommerbuk springende forbi som en kænguru, og så er der de smukkeste solnedgange sent på aftenen.