Gøteborg og omegn med offentlig trafik

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Kajak i Mastrand Kajak i Mastrand

Gøteborg er kendt for at være en grøn metropol med fokus på bæredygtige initiativer. De fortsætter nu den grønne stime og lancerer et initiativ, hvor besøgende til byen også skal se, hvad Gøteborgs omegn har af skønne pletter. Det grønne islæt er, at tingene skal ses via den offentlige trafik. Seks forskellige fine udflugtsmål er udvalgt.

Man behøver ikke at bevæge sig langt uden for Gøteborgs bygrænse for at finde steder, der giver fantastiske oplevelser. For at gøre det nemt for metropolens gæster er der i konceptet udvalgt et par steder, der er ekstraordinære og nemme at besøge. Alt med offentlig trafik. Man kan vælge dagsture men også inkludere overnatninger.

"Gøteborg vil med dette initiativ invitere besøgende til at se metropolens fine nabolag via den offentlige trafik, så besøgende kan rejse miljømæssigt korrekt og nemt. Udgangspunktet er Gøteborg, og ideen er, at gæster besøger fine steder meget tæt på den grønne stad. Detaljerede beskrivelser af stederne samt transporten med billettype og praktik er serveret på en ny hjemmeside. Der er sjove kontraster i det, man kan opleve, og turene kan kombineres på flere forskellige måder", siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

De seks ting i nabolaget

27 minutter fra Gøteborg ligger den hyggelige kaffeby, Alingsås, som er med på listen 'Next to Gothenburg'. I Sveriges 'kagehovedstad' ligger smalle brostensbelagte gader med pastelfarvede træhuse, og den hyggelige by er fyldt med konditorier og bagerier med det lækreste bagværk på næsten hvert et gadehjørne. Det er en lille by med lige under 30.000 indbyggere og en historie værd at opdage. Der er guidede kagerundvisninger i byen, lysfestival og meget mere.

Med på listen "Next to Gothenburg" er også Floda og Nääs, som er et smukt område for alle sanser, hvor nyskabende mad møder velbevaret historie. Også dette sted ligger kun en halv time med den offentlige trafik fra Gøteborg. I området har kreative iværksættere gennem årene skabt unikke besøgsmål. Her finder man fantastisk mad fra rustikke beværtninger, trendy shopping, Sveriges største golfanlæg, et af Skandinaviens bedst bevarede slotte fra 1800-tallet og andre sjove destinationer for familien.

Hönö er en ægte vestkystperle og et perfekt sted at tilbringe en hel dag – også denne perle er med på listen. Der er klipper, små fiskerbåde, hyggelige spisesteder, butikker og et vidunderligt landskab. En ø fuld af liv hele året rundt, og som tilbyder flere steder med jordbærsalg i sæsonen. Hönö er den største af øerne i Gøteborgs skærgård og ligger lige nord for Gøteborg - det tager kun en time med de offentlige fra Gøteborgs centralstation.

Kun et kvarter fra Gøteborg ligger Gunnebo Slot med de smukkeste haver - et glimrende valg på "Next to Gothenburg"-listen, hvis man ønsker at slentre i det smukke parkmiljø og indtage god mad. Omgivet af frodige skove ligger slottet på en bakke mellem Stensjön og Rådasjön. Om sommeren er buske og træer perfekt trimmet, græsplænerne nyslået og blomsterbedene i alle regnbuens farver. Gunnebo Slot er fra 1700-tallet og et kulturelt samt historisk bevis på en spændende epoke. Der er guidede rundvisninger.

Mastrand er sejlernes paradis. Langt mod vest, hvor skærgården slutter, og havet bare fortsætter ligger den fine by, Marstrand, med hyggelige kvarterer og gågader. Oplev øens fine natur, de salte bade og den spændende historie. Marstrand er uden tvivl synonym med svensk sejlsport og tiltrækker hvert år verdens førende sejlere og et stort publikum, der vil overvære store sejladser. Man kan som gæst selv komme ud at sejle, for der er flere bådture at hoppe med på. Man kan også besøge en sælkoloni og padle i kajak.

I Gøteborgs skærgård er der flere magiske øer, men to steder, der er noget helt særligt, er Styrsø og Vrångö. Det er svært at forestille sig, at der ligger en storby nær disse to idylliske øer - men Gøteborg er ikke langt væk. Alt i alt er der omkring 20 øer ved Gøteborgs kyst, alle meget maleriske og charmerende på deres egen måde. Mange af dem, Styrsö og Vrångö inkluderet, er helt bilfrie. Her kan man gå en tur, cykle eller bare nyde det stille øliv. Friske fisk og skaldyr til middag på en glat granitklippe er ikke dårligt, og man kan afslutte med et saltvandsdyp i havet.

"Next to Gothenburg" er blevet til i et samarbejde mellem Göteborg & Co og Västtrafik. Formålet er at støtte den bæredygtig rejse med fokus på de nære destinationer lige uden for Gøteborg, fordi det er nemt at komme dertil med offentlig transport (alt er inden for en time fra byen), og fordi stederne er publikumsvenlige.

Se mere: https://www.vastsverige.com/straxutanforgoteborg

 

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.