Efter besøget i Rom og efter sin faders død blev Herodes udpeget til konge over Judæa af Det Romerske Senat. Kong Herodes var meget interesseret i byggeri, og hans byer og borge satte sit præg på datidens Judæa. Han anlagde den store dybvandshavneby Caesarea Maritima i det nordlige Judæa, foruden borgen Masada ved Dødehavet og et vinterpalads i Jericho. Han byggede paladser andre steder i Judæa. Herodes stod også for en imponerende ombygning og udvidelse af jødernes største helligdom, Templet i Jerusalem. Byggekongen døde i år 4 e. kr., hvorefter hans rige blev delt mellem hans tre sønner Herodes Arkhelaos, Herodes Antipas og Herodes Philip 2.
Kong Herodes den Store er en af de personer fra oldtiden, hvis liv er allerbedst historisk belyst takket være den jødiske historiker, Josefus, der har skrevet tre bøger om Herodes. Han var kendt som en grusom tyran, der først lod sin kone Marianne henrette og siden tre af sine sønner Alexander, Aristobulus og Antipater. Dette - i følge Josefus - på grund af mistanke om sammensværgelse. Det var kong Herodes, der i følge Matthæusevangeliet kap 2. stod bag et barnemord i Betlehem i et forsøg på at udrydde Jesus, da han havde hørt rygter om en ny konge.Denne begivenhed kender samtidens historikere og de øvrige evangelister dog ikke noget til.
Masada
Hans første store byggeprojekt var anlæggelsen af et vinterpalads på den næsten 400 meter høje klipper, Masada, med stejle sider i Negevørkenen ved Dødehavet i Israel. Der var dog allerede i perioden fra år 161 – 143 f.Kr. bygget et lille fort på toppen af klippen. I perioden fra år 37 til år 34 f. Kr. byggede Herodes et palads i tre niveauer i den ene ende af plateauet og sikrede, at resten blev godt befæstet.
Hele toppen af Masada er omkring 700 m lang fra nord til syd og over 350 meter bred fra øst til vest.
Bortset fra nogle udhugninger af sten til mure, er alle bygningsmaterialer bragt til toppen via en smal sti op ad den mindst stejle side af klippen. Transporten blev udført med æsler og heste samt slaver. Ligesom vand fra en nærliggende kilde nær klippen blev bragt op til toppen på samme måde, og vandet blev anbragt i store cisterner med loft over, således at beboerne på toppen havde vand til flere måneders forbrug.
I følge jøderne er der opstået en myte om Masada, som går på, at jøderne i 66 e. Kr. erobrede Masada fra romerne i den første jødisk-romerske krig, hvor jødiske separatister kæmpede mod den romerske overmagt. I år 72 begyndte en romersk armé på 15.000 mand under ledelse af prokuratoren Flavius Silva og 10. legion at belejre fæstningen, hvor der var næsten 1000 mænd, kvinder og børn. Mændene i fæstningen kaldtes zeloter. Først i år 73 kunne romerne indtage Masada. Men forinden havde forsvarerne begået kollektivt selvmord. Hellere det end at falde i romernes hænder. Denne hændelse gjorde efter staten Israels dannelse i 1948 Masada til et symbol for den jødiske modstand mod al fremmed herredømme. Som jøderne eller israelliterne siger i dag "aldrig mere et Masada".
Forskningen har dog vist, at historien er meget tvivlsom. Jøderne på Masada var ikke zeloter men safarier, som var frygtet for deres politiske attentater. De flygtede ikke fra romerne men blev drevet ud af Jerusalem af andre jøder.
Gruppen på Masada var altså ikke frihedskæmpere men attentatmænd, som under deres ophold på klippefæstningen myrdede og plyndrede løs i nabolandsbyerne for at overleve. Den romerske belejring af Masada varede desuden kun 4-8 måneder, og det er tvivlsomt, om der overhovedet var egentlige kampe. Nogle år efter at kong Herodes havde bygget paladset færdigt på toppen af Masada gik han i gang med et kæmpe byggeri ved Middelhavskysten cirka midtvejs mellem Tel Aviv og Haifa.
