I 1956 skrev tyskeren Werner Keller bogen "Biblen har alligevel ret". I bogen fortælles om udgravningerne de seneste par hundrede år. Trækker man en linje fra området, der strækker sig fra Nilens delta i Egypten over Middelhavslandene Israel og Syrien og videre østpå og følger floderne Eufrat og Tigris videre gennem Mesopotamien til den Persiske Havbugt, dannes tydeligt en halvmåne.
For cirka 4000 år siden gemte denne mægtige halvcirkel uden om Arabiens ørken et stort antal kulturer og civilisationer, der lå som perler på en snor i en strålende kæde. Forskerne kalder det den frugtbare halvmåne. Her finder vi civilisationens centrum lige fra stenalderen til den egyptiske og græsk–romerske kulturs gyldne æra.
I Israel og det palæstinensiske selvstyreområde på Vestbredden af Jordanfloden bliver byer og steder som ofte nævnt i biblen draget frem af jorden ved disse udgravninger. I den bibelske beretning om israelitternes kamp mod filistrene på Gilboa-bjerget blev kong Sauls legemer og tre af hans sønner hængt på byen Beit Sheans vægge for mere end 3000 år siden.
Byens beliggenhed har altid været strategisk vigtig på grund af dens position ved krydset mellem Jordan River Valley og Jizreel Valley, der i det væsentlige styrer adgangen fra Jordan og indlandet til kysten, samt fra Jerusalem og Jericho til Galilæa. Heri Beit Shean ved indgangen til Jordanfloden syd for Genesaret sø, er der udgravet cirka 10 % af en by, hvis historie går mere end 5000 år tilbage.
Den persiske periode startede omkring år 520 f.Kr., derefter kommer den hellenetiske (græske) periode fra 332 f. Kr., og videre til den romerske periode fra 63 f. Kr. og som varede til året 324, hvor romernes storhedstid i det hellige land var slut med begyndelsen på den byzantinske periode, efterfulgt i 638 af den arabiske periode, som varede indtil 1099, hvor korsfarerne indtog store dele af det hellige land inklusiv Jerusalem. Efter korsfarerne kom mamelukkerne, derefter ottomanerne indtil briterne tog over i 1917, hvor de havde Palæstina (nu Israel) som mandatområde, indtil Israel proklamerede deres egen stat den 14. maj 1948.
Livsstilen under romersk styre kan fornemmes
Udgravningerne, som stadig er i gang, i Beit Sean viser nogle ruiner, som hører til de bedst bevarede vidnesbyrd om romernes og de forskellige efterfølgende folkeslags tilstedeværelse i byen.
Meget af den romerske by har overlevet, og i udgravningerne ser vi de dekorerede gader og tempelrester, som giver den besøgende en forestilling om livsstilen her under romersk styre.
Alle de steder, hvor romerne slog sig ned i de godt 700 til 800 år det romerske imperium varede, anlagde de badeanstalter, amfiteatre og flotte pladser samt templer til dyrkning af deres guder. Således også i Beit Shean. I det andet århundrede byggedes under Kejser Septimius Severus et romersk teater med plads til 6.000 tilskuere og med den nedre del af strukturen indbygget i jorden og bygget med halvcirkelformede sæderækker. I det sydlige område ligger et andet velbevaret romersk og byzantinsk teater, også med plads til 6.000 tilskuere.
Med badeanstalt
Nord herfor ligger en kæmpe badeanstalt fra den byzantinske periode centreret omkring en indre gård med kolonnader omkring tre sider. Her er der bevaret rester fra de oprindelige mosaik- og marmordekorationer i vægge og gulve i de enkelte bygninger.
Beit Shean blev ødelagt af et jordskælv kort efter den arabiske erobring omkring år 600 e. kr. Derfor er bygningsmaterialerne i den gamle by ikke - som det eksempelvis er tilfældet i Caesarea - genanvendt i senere bygninger. Derfor har arkæologerne haft lettere ved udgravningsarbejdet og tidsbestemme det end andre steder i Israel.
I den byzantinske periode, som startede omkring år 324 e. Kr. havde byen en befolkning på ca. 40.000. De fleste af dem var kristne, men her var også et jødisk samfund. Denne periode sluttede med den arabiske erobring i 639, og kort efter blev byen ødelagt af et jordskælv og forladt. Efter korsfarertiden havde byen en jødisk befolkning, men senere i middelalderen bosatte der sig et stigende antal arabere i byen, og navnet blev ændret til Beisan. I dag er byen et regionalt center for landsbyerne i dalen, og her bor cirka 20.000 mennesker.