Sydney - lidt af en perle

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Sydney - lidt af en perle Holger Link

Tekst: Journalist Aage Krogsdam

Med de perlemorshvide tage udformet som sejlene på et skib ligger Sidneys verdensberømte operabygning, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon, blotlagt lige ud til havnen på en lille halvø, som et markant vartegn for byen lige overfor Sydney Harbour Bridge, som ses til venstre for operahuset.

Sydney er hovedstad i den australske delstat New South Wales og ligger i den store bugt ved navn Sidney Harbour, der strækker sig cirka 30 km ude fra Stillehavet og ind i landet. Bugten, der lå i læ for Stillehavet, var i 1776 af den store opdagelsesrejsende James Cook blevet kaldt Port Jackson efter den næstkommanderende i det engelske flådeministerium Sir George Jackson.

Det var i delstaten New South Wales, at James Cook i 1770 tog kysten i besiddelse i den engelske Kong Georg III's navn. Nogle år efter startede kolonialiseringen af Australien, og 18 år senere ankom de første nybyggere i form af en skibsbesætning, militærfolk og 770 straffefanger til Sydney Cove, en af bugterne i Sydney Harbour. De begyndte opbygningen af et samfund. Arthur Philip omdøbte efter landgangen stedet til Sydney Cove, og det er her, Operaen ligger. På den modsatte side af Sydney Cove ligger pynten, The Rocks, hvor den store buebro Sidney Harbour Bridge – også en af byens store ikoner - også kaldet bøjlen - fra 1932 troner højt over havneområdet og forbinder centrum med bydelen mod nord.

Der er masser af seværdigheder i Sydney, men den mest ikoniske er naturligvis operahuset. Og Sydney Harbour Bridge. Efter en lidt anstrengende trappetur kommer jeg op på broen og går ud midt på den. Herfra er en storslået udsigt med Sydneys skyskrabere i baggrunden og med udsigt til byens hvide operabygning. Operaen står som en arkitektonisk perle på en lille, tidligere sporvognsremisse ude i havneområdet.

Bagved ligger den store botaniske have med træer, planter og blomster bragt til Australien af emigranter fra hele verden i nationens første 100 år. På den anden side er der kun 20 minutters gang til Darling Harbour med udsigt over den flotte havn. Darling Harbour er et forlystelsesområde bygget på havnefronten i den tidligere fiskeri- og industrihavn. Her finder man hoteller, restauranter, barer, caféer, souvenirbutikker, et stort akvarium, biograf, en mini-zoo og lystbådehavn. I sommerperioden er her sort af besøgende og ikke så langt herfra ligger restaurant Slip Inn, stedet hvor kronprins Frederik mødte Mary Donnaldson under De Olympiske Lege i Sydney i 2000.

New South Wales

I dag er New South Wales den folkerigeste stat i Australien med knap 7 millioner indbyggere på et areal på 700.000 kvadratkilometer. Klimaet er i den nordlige del subtropisk og i den sydlige del tempereret Middelhavsklima. Delstatens hovedstad Sydney er landets største by med cirka 4,5 millioner indbyggere. Vil man studere statens grundlæggelse, så er det i Sydney, man skal bruge tid herpå. Her er mange spændende bygninger fra koloniens første år samt en række museer. Foruden det store havneområde med 72 større eller mindre bugter, er der et spændende bagland, der strækker sig cirka 100 km fra byen mod vest. Her finder man De blå bjerge - Blue Mountains - , der udgør en del af den store højderyg Great Dividing Range, der strækker sig langs hele Australiens østkyst fra Cairns i nord til Melbourne i Syd. De blå bjerge er cirka 1100 meter høje. Landets højeste top er Mt. Kosciusko på 2230 meter i The Snowy Mountains, der ligger på grænsen mellem New South Wales og staten Victoria cirka 350 km sydvest for Sydney. Her er der mulighed for vintersportsaktiviteter tre måneder hver vinter.

Fem forslag til seværdigheder i Sydney området:

Byrundtur i Sydney - besøg ved The Gab ved indsejlingen til havneområdet

Utzon Operahus- byens vartegn samt Sydney Harbour Bridge

Sydney China Town – Darling Harbour

Blue Mountains med den flotte canyon - Three Sisters klipperne - den gamle kulminebane

Hval watching tur ud for Sydneys havn - forår og efterår – man kommer tæt på pukkelhvalerne

Se mere: www.visitsydney.com

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.