De var et højt udviklet samfund, der dels drev handel men også beskyttede de store karavaner, som gik fra Saudi Arabien og ud til handelsbyerne ved Middelhavet, mod røveriske overfald fra de fjendtlige ørkenstammer. Disse karavaner tilbagelagde mere end 2.000 km fra byer og krydderimarkeder i øst til havnene i vest ved Middelhavet. Nogle af karavanerne har måske også haft kurs mod Egypten og det menes, at Kong Salomons karavaner fra Dronningen af Sabas rige langt mod syd også kom forbi Petra.
Nabataean-araberne havde et veludviklet landbrug. Ved hjælp af overrisling og kunstige vandkanaler udnyttede man store områder i ørkenen til frugtplantager og kornafgrøder. Byen havde kun en adgangsvej og var derfor meget svær at indtage, og i det hele taget meget svær at finde.
Da Romerne kom til Mellemøsten ca. 50 år e. Kr. blev Petra knyttet til det romerske verdens rige som en provins. I denne periode blev flere bygninger i romersk stil opført, bl.a. en lang hovedgade med søjlegange samt et stort romersk amfiteater, som havde plads til ca. 4.000 mennesker.
Glemt af verden
Efter at handelsruterne ændrede sig, mistede Petra sin betydning, dog byggede korsfarere et fort i det 12. århundrede. Men herefter blev Petra "glemt af verden" i mange hundrede år, og først i 1812 blev byen ved et tilfælde opdaget af en schweizisk opdagelsesrejsende.
I dag står Petras røde bygninger og fortæller om Nabataean-folkets storhedstid og om en kultur, der er gået til grunde.
Man vil i al evighed undres over den mystik, der hviler over hele Petra, som stadig har indgangen med de smalle klippeformationer op mod den blå himmel. Den har været en naturlig forsvarsstilling mod indtrængende fjender.
Efterhånden som vi trænger længere og længere ind i slugten, bliver vi mere og mere forbavset og betaget over de fantastiske farvemosaikker i klipperne, samt de mest mærkelige formationer. De forskellige lag i klipperne er enkelte steder så regelmæssige, at de minder om årene i mahogni-træ.
Slugten slynger sig i ålesving ind gennem de røde klipper, hvor mørke og lys står i skarp kontrast til hinanden. Efter ca. 40 minutters vandring stopper vi dånende op. Lige foran os - gennem den snævre klippegang - ser vi halvdelen af en høj bygning.
Skatkammeret
Vi går lidt videre, og pludselig udvider slugten sig, og vi står på en åben plads over for en udhugget klippevæg med en ca. 45 meter høj bygning - Al-Khazneh (Skatkammeret) - som er Petras mest udsøgte bygning. Inde i klippen er udhugget nogle få store og mindre rum. Denne bygning har øjensynligt været brugt som et slags toldkontor og modtagelsesbygning. Det næste vi kommer til er den naturlige skakt, som fører ind til selve byområdet. Skakten er meget snæver og på nogen steder 300 fod eller mere dyb.
Vi er nu kommet ind i Petras centrum og rundt omkring - hugget ind i klipperne - ser vi paladser, boliger og grave. Midt i byen ligger det store og ret stejle romerske amfiteater, som er velbevaret.
Når jeg står her på den lange brolagte hovedgade med søjlegangen, alene i den dybe stilhed, kan jeg nemt forstille mig en af folkets hære komme hjem fra et krigstogt og blive modtaget i triumf af befolkningen. Jeg kan ligefrem høre suset fra jublen blandet med den regelmæssige takt fra fødder mod brolægningen.
En af Petras højeste bygninger er en tre etagers høj struktur, som man mener, har været en kopi af et romersk palads. Indvendig i denne findes kun nogle ganske få rum, alle helt nøgne og tomme.
For at komme op til Petras største bygning, må vi begive os på en lidt farefuld men farverig og interessant bjergbestigning op i de røde klipper.
Pustende og stønnende efter klatreturen i varmen, kommer vi op til toppen af klippeformationerne. Her har vi så klostret Ed Dir, som er 165 fod høj og 145 fod langt. Man mener, at det dels har været brugt som tempel, dels som kristen kirke, da der er udhugget kors på væggene i det lille rum, som findes i bygningen. Her fra toppen af de røde klipper har vi en strålende udsigt over den arabiske ørken og højlandet mod øst. Mod syd og vest gennemskærer den store dalsænkning, som forsætter ned gennem Jordan fra Dødehavet, terrænet.
Negevørkenen
På den anden side af denne kæmpemæssige niveausænkning har vi Negevørkenen i Israel. Toppen af de røde klipper kan ses fra Israel og mystikken om klipperne har lokket flere israelere til at foretage en farefuld ekspedition over grænsen tilbage i 1960'erne og 1970'erne. Mange fuldførte ikke deres eventyr, da de blevet dræbt af jordanske soldater eller hyrder, som fra tid til anden gennemkrydser de ellers mennesketomme områder.
Man forstår fuldt ud "de røde klippers" magiske tiltrækningskraft, når man først har set dem og gået rundt blandt fortidens bygninger med en underlig følelse af ærbødighed og beundring for disse menneskers høje og lærerige kultur.
