Hos alpebonden Hager og hans familie på Ziederbergerhof er det en stor dag. Familien lægger gård med bygninger til rådighed for fejringen af, at køerne og kvierne komme retur til staldene efter en lang varm sommer på sætterne oppe i 1000 til 1500 meters højde, hvor de har mæsket sig store og fede i det grønne friske græs. Hvis der ikke har været ulykker på sætteren i løbet af sommeren, bliver kvæget pyntet med hovedbeklædning prydet med alpine blomster, bånd, spejle og klokker. Kobjældernes klang skulle i følge overleveringen være med til at jage onde dæmoner væk på vej ned i dalen.
LÆS OGSÅ: Sound of Music traditionen vedligeholdes
Musik og dans
Gårdens græsmarker omkring staldbygninger og stuehus er pakket med biler, og borde og bænke er placeret både i laden og uden for laden. På en landbrugsvogn er der opstillet en scene, hvor et tyrolerband på fire medlemmer iklædt nationaldragter spiller festlig tyrolermusik. Enkelte benytter sig af at tage en sving om. Der er boder, hvor du kan købe mad og drikke, alt sammen hjemmelavet af de lokale alpebønder i landsbyen.
Omkring 800 mennesker har indfundet sig til at hygge og vente på optoget på de omkring 100 køer og kvier, der flot pyntet drives forbi de mange tilskuere ad landsbyens eneste gade cirka kl. 12.30 og kl. 13.00. Pludselig kan vi i det fjerne høre kobjælderne, og snart kommer den første flok pyntede kvæg til syne ved indgangen til den lille landsby. Driverne sørger for, at dyrene ikke forvilder sig ind blandt tilskuerne og bilerne, og at det hele foregår i et roligt tempo, så alle kan nyde det flotte syn af de festligt pyntede køer og kvier.
LÆS OGSÅ: Whisky-elskeres drømmehotel
Gammel tradition fra Middelalderen
Almabtreibe er en gammel tradition i alperne, det vil sige Østrig, Schweiz og de sydtyske Alper. Begivenheden finder sted fra slutningen af august til slutningen af september med forskellige datoer fra by til by. Her i Tyrol er der mindst 40 steder, hvor man fejrer dyrenes hjemkomst fra sætteren. Det er en tradition, som kan dateres helt tilbage til Middelalderen. Hver egn og hver landsby har sine egne skikke og bruger egne blomster og udsmykning. I Middelalderen var der overtro, herunder at bestemte dage i ugen ikke var gode for nedtagningen af kvæget. Eksempelvis troede bønderne i Inndalen, at det bragte ulykke i dalen, hvis man tog kvæget ned søndag, tirsdag eller torsdag.
I Tyrol er der mere end 180.000 hektarer sommegræssletter fordelt på 2.100 sættere. Dette store område afgræsses af omkring 110.000 køer, mere end 70.000 får, 5.500 geder og 2000 heste.