Sound of Music traditionen vedligeholdes

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Gå i fodsporene på familien von Trapp fra musicalen The sound of Music i Salzburg. Gå i fodsporene på familien von Trapp fra musicalen The sound of Music i Salzburg. Tekst og fotos: Aage Krogsdam

Den smukke by Salzburg i Østrig er hovedstad i delstaten Salzburgerland, og her dyrkes stadig musicalen The sound of Music fra dengang i 1965, hvor den store film blev en verdenssucces med Julie Andrews og Christopher Plummer i de to hovedroller som henholdsvis Maria og kaptajn von Trap.

Bevæger du dig fra den gamle by over floden Salzach via gangbroen med de tusinder af kærligheds hængelåse, kommer du lidt efter til Mirabellehaven. Ved indgangen til gangbroen står to unge piger iført østrigske nationaldragter, og de fortolker med deres yndige pigestemmer de kendte sange fra musicalen. Musik og sang, som har tryllebundet og stadig tryllebinder millioner af mennesker. Man kan ikke lade være med at synge med på de velkendte melodier, der udstråler livsglæde og romantik på en og samme tid. Her i den smukke park med de blomstrende pelargonier i smukke mønstre placeret på de grønne plæner og et stort springvand midt i parken, ser man Maria og børnekoret danse om springvandet og i parken, mens de synger den iørefaldende melodi Do, Re Mi.

Er man ikke træt af temaet fra filmen, kan man komme med på en rundtur til de steder, hvor filmen blev optaget i selve Salzburg og omegn. Denne tur er stadig populær mere end 50 år efter filmens premiere. Filmens komponist og tekstforfatter var det berømte par Rogers og Hammerstein, som lavede adskillige store flotte musicals i perioden fra slutningen af 40’erne og til 70’erne inden englænderen Lloyd Webber og hans makker Tim Rice videreførte musicaltraditionen på bedste vis.

LÆS OGSÅ: Kæmpeborgen Haut Koeningsbourg fortæller historie

Virkelighedens familie von Trap
Men hvor langt fra virkeligheden er egentlig Hollywoods dramatisering og romantisering af den syngende familie von Trap, fristes man til at spørge. Ikke så langt og dog så forskellig. Hollywood fremstiller Maria som den pæne og ordentlige nonne, mens virkelighedens Maria var lidt af en rebel. Maria Augusta von Trap var opdraget som ateist af forældre, der afviste Bibelen som det rene nonsens. Hun var hittebarn. Den unge kvinde var kynisk afvisende over for alle religioner og en engageret socialist. Grunden til at hun kom ind i en kirke i en alder af 18 år var, at hun havde en billet til en Bach-koncert. Men det var den forkerte kirke, og i stedet hørte hun en prædiken om Guds eksistens og her blev hun helt opslugt af det, præsten fortalte. Denne prædiken ændrede totalt hendes liv. Hun besluttede at bruge sit liv på at tjene Jesus Kristus, og efter en læreruddannelse i Wien kom hun i 1924 til klostret Nonneberg i Salzburg som novice, det vil sige, at hun var på prøve. Hun forsøgte virkelig at være hengiven imod klosteret, men hun havde svært ved at tilpasse sig orden og regler i klostret. Efter nogle år her blev hun bedt om at tage ud i et stort hus lidt uden for Salzburg, hvor den pensionerede kaptajn Georg von Traps yngste datter led af gigtfeber.

Meningen var, at Maria skulle tage sig af det syge barn. Georg von Trap observerede snart den fortrolighed og kærlighed, der udviklede sig mellem Maria og hans syv børn fra hans tidligere ægteskab. Selvom om han var cirka 20 år ældre end Maria, bad han hende om giftermål. Hun blev skræmt og flygtede tilbage til Nonnberg Abbey for at søge vejledning hos klosterets øverste nonne. Hun sagde til Maria, at Guds vilje var, at hun skulle gifte sig med kaptajnen. Da hun efter omvendelsen til kristendommen havde fulgt guds vilje, vendte hun tilbage til kaptajn von Trap og fortalte ham, at hun ville gifte sig med ham. Hun skrev senere i sin selvbiografi, at hun på hendes bryllupsdag var flammende sur både på Gud og hendes mand, fordi hun i virkeligheden ønskede at være nonne.

LÆS OGSÅ: Carriboo-bjergenes guld

Bryllup i 1927
"Jeg var virkelig ikke forelsket. Jeg kunne godt lide ham, men jeg elskede børnene, og efterhånden blev jeg forelsket i ham og elskede ham meget højt”. Parret blev gift den 26. november 1927, og selv om hun ikke længere var nonne, fortsatte hun med at være troende kristen, og senere i sit liv blev hun endda involveret i missionsarbejde. Allerede i begyndelsen af 1930 var familien begyndt at synge, og lidt senere begyndte de også at optræde med sang og musik rundt om i Østrig. I midten af 30’erne mistede kaptajn von Trap hele sin formue som følge af et bankkrak i Østrig. Da nazisterne begyndte af ytre ønske om, at han skulle indtræde i den tyske flåde (Kaptajn von Trap var glødende antinazist), rejste familien i 1938 efter at Østrig var blevet besat af Tyskland, kun medbringende det tøj de gik i, i hast til Italien og herfra til England og senere USA.

Familien bestod af to voksne og ni børn, mens Maria ventede deres tredje barn. Da hun kom til enkemanden Georg von Trap, havde han syv børn med sin første kone Agathe Whitehead, som døde i 1922. Maria og Georg havde allerede fået to børn før flugten. Efter ankomsten til USA levede familien af at give koncerter overalt i både USA og i Europa efter krigen. Efterhånden optrådte The Family von Trap Singers ved udsolgte koncerter i forskellige lande, og efter nogen tid havde de penge nok til at købe en gård i Stowe i staten Vermont i USA. Her i Stowe mindede bjergene dem om de østrigske alper. Georg von Trap døde allerede i 1947 af lungekræft. Det betød blandt andet at den stærke tro, som var opstået i Maria den nat i Salzburg, hvor hun hørte præsten fortælle om Guds eksistens, igen kom til stærkere udfoldelse. Derfor rejste Maria og børnene ud som missionærer i Ny Guinea, hvor de hjalp med at bygge skoler og kirker, og de underviste og fortalte om Bibelen på nogle af de mest fjerntliggende øer. Efter nogle år i Stillehavsregionen vendte familien tilbage til Vermont, hvor de brugte kræfter og ressourcer på at drive og udvide gården. Maria var indtil sin død i 1987 meget aktiv i den lokale kirke.

meribell

Senest ændret Mandag, 01 oktober 2018 08:25

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.