Traditionen tro fejres Halloween 31. oktober. Så frem med græskarrene, skeletterne, vilde kostumer og selvfølgelige lidt sødt til ganen. Her følger opskriften til lækre halloween-cookies og -muffins, som smager skræmmende godt.
Halloween-småkager
Ingredienser:
• 100 g Original Odense Marcipan
• 75 g sukker
• 125 g smør (koldt)
• 1 æggeblomme
• 200 g hvedemel
• 150 g nougat
• Hindbærmarmelade
Bland marcipan og sukker. Smuldr smørret i dejen og tilsæt æggeblommen. Tilsæt efterfølgende mel og saml dejen med hænderne. Den skal nu sættes på køl i ca. 30 min.
Rul dejen ud i ca. 3 mm tykkelse og stik små cirkler ud. Skær små ansigter i halvdelen af cirklerne, som på foto. Kagerne bages ved 180° C i ca. 12 min.
Smelt nougat over vandbad. Smør et tyndt lag nougat på småkager uden ansigt og læg efterfølgende de udskårne småkager med ansigter ovenpå.
Du kan også fylde nogle af dem med hindbærsyltetøj eller evt. lave en blanding af nougat og hindbærsyltetøj.
Halloween-muffins
Muffindej:
• 100 g mørk chokolade
• 1 dl sødmælk
• 150 g smør, stuetemperatur
• 150 g sukker
• 3 æg, stuetemperatur
• 150 g hvedemel
• 2 tsk. bagepulver
• 2 spsk. kakaopulver
Creme:
• 75 g smør
• 75 g flormelis
• 150 g flødeost naturel
Pynt:
• 150 g Odense Hvid Marcipan
• 100 g flormelis
• 20 g æggehvider
• 5 g sort pastafarve
Hak chokoladen fint og smelt den sammen med mælk i en gryde. Pisk smør og sukker blødt og cremet og pisk æggene i et ad gangen. Sigt hvedemel, bagepulver og kakao i dejen og rør det i sammen med chokolademælken. Fordel dejen i 12 muffinsforme og bag kagerne ved 175°C i 20-25 min.
Pisk smør og flormelis til en luftig creme. Tilsæt flødeosten og pisk igen, indtil cremen er ensartet. Kom cremen i en sprøjtepose med stjernetyl og afsæt små toppe på dine afkølede muffins.
Rul den hvide marcipan ud i et tyndt lag, og udstik små runde marcipanlåg, som passer i størrelsen på din muffin. Lad marcipanen ligge og tørre en smule.
Bland alle ingredienserne til glasur godt sammen med en ske og kom glasuren i en lille sprøjtepose eller plastpose. Klip et lille hul i spidsen af posen og tegn spøgelsesansigter på de små marcipanlåg. Læg til sidst de små marcipanlåg på toppen af kagerne.