Børnenes jul på Naturhistorisk Museum i Aarhus

Udgivet i Livsstil
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Duftende gran, kogler, rensdyr, nødder og mistelten. Julen er fuld af naturlig julehygge. På Naturhistorisk Museum Aarhus kan du fra den 1. december og alle dage frem til og med lillejuleaftensdag fejre julen på den naturlige måde.

Hver dag i december kan man kaste sig ud i juleskattejagten, se et ægte nisseskelet, lave naturlig julepynt eller se, hvad der gemmer sig bag dagens låge i den store julekalender. På alle adventssøndage kan man desuden lave naturlig julepynt i julemandens værksted. Besøg og aktiviteterne på museet er gratis for børn og unge under 18 år. Der er ingen tilmelding.

Historier, hygge og hemmeligheder

Naturhistorisk Museum har gennem mange år beskæftiget sig med nisser i et naturhistorisk perspektiv. Klenodiet i samlingen er et nisseskelet, som blev indleveret i 1920. Det bliver naturligvis vist frem i hele december.

Også på Naturhistorisk Museum har nisserne travlt med at drille hele december. Ting bliver væk, og udstillingerne ligner ikke altid sig selv alle steder. Derfor håber museet på rigtig mange børn, der vil hjælpe med at løse juleskattejagten.

Samtidig kan man blive meget klogere på nissens væsen og natur alle ugens dage fra den 1.-23. december, når museets nisseekspert kl. 10.30 åbner en låge i den store julekalender, hvor der gemmer sig en spændende nisseting. Historierne bygger selvfølgelig på "næsten egne" nisseoplevelser og på museets naturhistoriske forskning i nisser.

Hjælp til julepynt og juledekorationerne?

Alle adventsweekender åbner Naturhistorisk Museum for julemandens værksted. Den 1. søndag i advent (2. december) kan man forvandle gran og kogler fra naturens skatkammer til de flotteste juledekorationer og julepynt. Museet stiller bivoks til rådighed, der kan rulles til lys, men man er også velkommen til at medbringe sit eget kalenderlys.

De efterfølgende adventssøndage er der også rig mulighed for at lave naturlig julepynt til huset eller juletræet - og juletræerne på Naturhistorisk Museum trænger altid til mere julepynt, hvis man ikke vil have det med hjem. Aktiviteterne er gratis og kræver ingen tilmelding. Museet har altid gratis adgang for børn og unge under 18 år.

Praktiske informationer

Hvornår:
Hver dag fra 1.december - 3. januar:
Prøv juleskattejagten og se et ægte nisseskelet,
hver dag fra 1.dec - 23. dec: Åbning af dagens låge i julekalenderen kl. 10.30
De fire adventssøndage: Julemandens værksted kl. 10.00-14.00

Der er mulighed for køb af æbleskiver og kage alle weekender i december.
OBS. Museet har lukket 24. og 25. dec samt 31.dec og 1.jan

Senest ændret Fredag, 23 november 2018 15:41

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.