Black Friday nærmer sig - Sådan forbereder du dig

Udgivet i Kultur og underholdning
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Den amerikanske shop-amok-dag, Black Friday, har efterhånden også indtaget Danmark og de danske butikker, og mange forbrugere ser også deres snit til at kunne gøre en god handel med de mange lave priser. Men pas dog på, for hvis man ikke er opmærksom, så kan man let fare vild i tilbuds-junglen og komme til at blive snydt.

Er Black Friday-tilbuddet i det hele taget specielt godt?
Den danske forbrugerside Forbrugsguiden.dk forklarer, hvordan man bedst bærer sig ad på Black Friday for at kunne få glæde af de gode tilbud, og først og fremmest bør man starte sin research tidligt og vide, hvad man vil gå efter.
Start allerede en måned før Black Friday og hold øje med tilbud fra både de fysiske butikker og online-butikkerne. Noter hvad varerne er sat ned til, og når Black Friday-tilbuddene kommer, så kan du lettere sammenligne priserne. Måske vil du opdage, at tilbuddene på Black Friday slet ikke giver større besparelser end de almindelige tilbud.

Man kan også med fordel inden Black Friday se efter, hvad varen koster uden tilbud, for man kan også komme ud for, at varen på Black Friday slås op som tilbud uden dette faktisk er tilfældet – dette kan lade sig gøre, da flere butikker blot sætter varens pris op ugerne inden Black Friday, og så vil det virke som om, at varen er på tilbud på Black Friday.

Se efter tilbud på flere platforme
En god research betyder også, at man ikke kun kigger i enten tilbudsaviser eller på hjemmesiden. Man bør stadig gøre dette, men hold også øje med butikkernes sociale medier – for eksempel Facebook og Instagram – hvor der kan forekomme særlige Black Friday-tilbud, som ikke kan ses andre steder.

Gå ikke efter det første og det bedste
Hvis man spotter et godt Black Friday-tilbud, så bør man ikke slå til med det samme – sammenlign med hvad varen koster hos andre forhandlere, og dette er især let, hvis man shopper online. Måske er varen endnu billigere et andet sted.

Lav et Black Friday-budget
Der findes mange tillokkende tilbud, når det er Black Friday, men man bør ikke lade fornuften blive hjemme af den grund. Selv om en vare er billigere end normalt, bør man passe på med for mange impulskøb, som måske ender med at blive overflødige varer. Lav eventuelt en liste over varer, som skal prioriteres og gå frem efter den.

Sæt dig ind i regler omkring returpolitikker
En masse Black Friday-impulskøb kan hurtigt ende med, at man får købt for mange overflødige varer, som skal returneres. Forskellige butikker har forskellige returpolitikker, så sæt dig ind i dem, før du køber en vare. Find ud af om du kan bytte varen og i så fald, om du kan få alle pengene retur.

Morgenstund har guld-besparelser i mund
A-menneskene vil ofte kunne opleve at få de bedste tilbud, for Black Friday-tilbuddene slås ofte op tidligt på dagen. Nogle butikker vil endda have annonceret deres Black Friday-tilbud måske dagen eller ugen før, så det kan ofte betale sig at starte tidligt med researchen.

Pas på ikke at blive snydt af kriminelle
Hvis man foretager sin Black Friday-shopping online, så skal man være opmærksom på, at de IT-kriminelle også er særligt aktive denne dag. Derfor er det vigtigt at handle fornuftigt – og specielt hvis man handler hos en butik, man ikke har handlet hos før eller ikke kender. Undersøg derfor butikken og hjemmesiden først og se efter, om der er kontaktinfo, og om der findes anmeldelser af butikken et andet sted – for eksempel på den kendte forbrugerside Trustpilot. Se efter om der findes en fysisk kontaktadresse, for det vil der næsten altid være på en legitim side og aldrig på en falsk side. Tag de kritiske briller på og se også efter stave- og formuleringsfejl, som der ofte findes mange af på fup-sider, da de er skabt i udlandet.

Tjek webbutikkens webadresse
Det er også meget vigtigt at se efter hjemmesidens web-adresse – der skal stå https og ikke http foran webadressen for at være sikker på, at der er tale om den rigtige sikkerhedskryptering. En falsk side vil ikke have en https-webadresse. Man kan også se efter, om der findes en hængelås ved adressen, som også er et tegn på, at forhandleren er sikker.

Hvad er Black Friday?
Politiken.dk forklarer, at Black Friday altid ligger dagen efter den amerikanske Thanksgiving (som altid er den fjerde torsdag i november) og er således en amerikansk tradition. I USA startes julehandlen nemlig dagen efter Thanksgiving og er blevet en form for uofficiel helligdag. Black Friday er stadig forholdsvist nyt i Danmark (den kom hertil i 2011 og fik officielt gennembrud i 2015), men fænomenet er utroligt hurtigvoksende.

Senest ændret Mandag, 29 oktober 2018 11:57

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.