Lykke-Per er en selvstændig og idealistisk ung mand, da filmen starter. En mand, der i slutningen af 1800-tallet, bliver en form for symbolet på to meget forskellige tidsaldre. Han er tydeligvis draget af de moderne tider og inderligt træt af den kristne opvækst og spændetrøje, han har været en del af hidtil. Han er ivrig efter at skabe sin egen løbebane, gerne som del af den teknologiske revolution. Men den sociale arv fra barndomshjemmet med den voldsomme og meget patriarkalske præstefar tynger ham, om han vil det eller ej. Lykke-Per vil så gerne frigøre sig fra sin dominerende far, og vi ser således også et klassisk far-søn opgør, som præger ham hele livet igennem.
Pontoppidans roman udkom først i otte, siden i tre samlede?bind omkring forrige århundredeskifte. Storfilmen varer næsten tre timer, og vi elskede hvert et sekund. Det er simpelthen en storfilm i stil med Pelle Erobreren, Babettes Gæstebud og Mit Afrika. De store følelser, som mennesket besidder, får lov til at blomstre, selvom de er farlige, besværlige og ukontrollable. Lækkert! Filmen skitserer nogle psykologiske og eksistentielle problemstillinger, som de fleste af os kan få noget ud af at tage ind.
LÆS OGSÅ: Pigen fra Brooklyn
Fokus i filmen er valgt til at ligge på den besnærende men svære kærlighedshistorie mellem Per og smukke, kloge, eksotiske og frihedssøgende Jakobe. De mødes i en stille pagt, så at sige, fordi de begge gerne vil undslippe den kontekst, de er født ind i, og gøre livet til deres eget. Hver på sin måde. Og heldigvis, fristes man til at sige, bliver Jakobe ikke gift med den, hun først var tiltænkt. Hendes fascinerende kærlighedshistorie med Per er sørgelig, så sørgelig, men langt mere livgivende alligevel end det ægteskab, hun ellers skulle have været en del af.
Esben Smed er en fremragende og ganske lækker Per, stærk i sin udstråling, og nuanceret i alle sine genvordigheder. Han vil gerne både karrieren og kærligheden, men det går desværre så ilde med begge dele. Katrine Greis-Rosenthal er ligeså appellerende som på filmplakaten: Hun er enestående som den kærlige, nytænkende og kompromisløse jødiske kvinde fra det bedre borgerskab. Det er forfriskende at se Tommy Kenter i en dyb og dog jovial rolle som Jakobes far, og Ole Lemmeke, som synes at tumle med nogle af de samme dilemmaer som Per. Rasmus Bjerg har ikke held i kærlighed, men han er en umådelig præcis skuespiller, og man er aldrig i tvivl om, hvilken karakter han spiller!
Vi må læse Henrik Pontoppidans formidable værk igen! Og så er der vist noget om, at en tv-serie på dansk snart vil fylde tv-skærmene i de små hjem.
