Når et barn bliver indlagt på et hospital er det associeret med sorg, smerte og tårer for både barnet og resten af familien. Men midt i alvoren er der også lys at finde. Sæbebobler, supermuskler og latter følger med Danske Hospitalsklovne, der tager indlagte børn og deres familier i hånden, når der er mest brug for det.
75.000 børn indlægges hvert år, men som det er nu, er der kun hospitalsklovne til at nå halvdelen. Derfor opfordrer flere kendte danskere – heriblandt Casper Christensen, Anna Due og Mathilde & Michael Falch – til at støtte Danske Hospitalsklovne på den årlige Spred Glæde Dag den 7. september. Måden man kan vise sin støtte på er ved at købe en klovnenæse fra Danske Hospitalsklovne og derefter dele et billede på de sociale medier med #spredglæde og #danskehospitalsklovne.
Blandt de kendte, der opfordrer danskerne til at bakke op, er også skuespiller og sangerinde, Szhirley.
"Jeg har oplevet vigtigheden af hospitalsklovnenes arbejde mange gange – de gør et fantastisk stykke arbejde. Når klovnene træder ind i lokalet, skaber de et pusterum og et helle fra frygten, og de giver hele familien afløb for sorgen gennem glæde og grin. Hospitalsklovnene kan med deres nærvær føre tankerne væk fra det syge. Det er en gigantisk hjælp," siger Szhirley, der flere gange har oplevet Danske Hospitalsklovne, når hun har optrådt på danske hospitaler.
Sådan kan du støtte Danske Hospitalsklovne
Du kan købe en klovnenæse over hele landet i bl.a. Lidl, Lagkagehuset, NORMAL, Plantorama, NAME IT, Bruuns Galleri, ØnskeBørn, SILVAN og på Med24.dk. Derudover kan du også købe en pose med 25 stk. på www.lirumlarumleg.dk, hvis du ønsker at sprede det gode budskab til venner og bekendte.
Man kan også donere via MobilePay på 40360, sende en SMS til 1919 med teksten "Klovn 50" og støtte med 50 kr. eller "Klovn 100" og støtte med 100 kr. eller via foreningens hjemmeside: www.danskehospitalsklovne.dk/node/5/donate