For mange nyligtoptagede studerende ligger studiestart rundt om hjørnet. Men før de rigtigt kan kaste sig over introstart og bøgerne, er der mange praktiske ting, som skal falde på plads – fordi for mange betyder det nemlig også, at de skal flytte hjemmefra for første gang. For at undgå at ende med store efterregninger eller slemme overraskelser, har Lejeloven.dk samlet deres bedste tips og tricks til dig som førstegangs-udeboende.
LÆS OGSÅ: Lad boligjagten begynde
Få styr på paragrafferne
Selvom du måske ikke skal læse jura, er det nødvendigt, at du sætter dig lidt ind i lejeloven. Det kan måske være fristende at skrive under på lejekontrakten, lige så snart du finder et sted, men det er vigtigt at slå koldt vand i blodet og foretage en grundig gennemlæsning af kontrakten. Vær særligt opmærksom på lejekontraktens § 11, hvor udlejer kan lave både undtagelser og tilføjelser. Udlejer kan for eksempel tilføje:
• Ekstraordinær vedligeholdelse, hvor du hæfter for større vedligeholdelse end normalt, og dermed kan risikere ikke at få dit depositum tilbage, eller sågar ekstraregninger ved fraflytning.
• Tidsbegrænset lejeperiode, så du måske allerede skal finde en bolig igen efter 1 eller 2 år.
• Huslejeregulering, som kan være en fast årlig stigning i din husleje, så du måske ikke har råd til at blive boende på sigt.
Når du har kendskab til eventuelle omkostninger og forpligtelser i forbindelse med dit lejemål, skal du tage stilling til, om du fortsat vil have råd og lyst til at bo i den pågældende lejlighed.
Stil spørgsmål
Det lyder måske banalt, men hvis der er noget, du ikke forstår ved lejekontrakten, så spørg hellere udlejer en gang for meget, end én for lidt. Få evt. et familiemedlem til at læse lejekontrakten igennem eller benyt dig at Lejerens Frie Retshjælps gratis service, hvor de gennemlæser kontrakten for dig.
Vær grundig ved indflytningssynet
Når du har fundet et sted at bo, og lejekontrakten er underskrevet, er du næsten klar til at flytte ind. Men inden du pakker flyttekasserne, skal du først sammen med din udlejer gennemgå lejemålets stand ved det såkaldte indflytningssyn. Her udfylder udlejer eventuelle fejl og mangler i en indflytningsrapport. Her gælder det om at påpege store som små ting, der virker mangelfulde eller som på sigt kan blive mangelfulde. Hvis du ikke påpeger det her, kan du risikere at skulle betale for udbedringen, når du fraflytter lejemålet igen.
Udnyt de første 14 dage af lejemålet
Hvis du alligevel ikke fik spurgt, om alt det du ville, og du efter indflytningssynet opdager nogle fejl og mangler, er der heldigvis også råd for det. Du har nemlig 14 dage til at indberette eventuelle fejl og mangler til udlejer, fra den dag lejeforholdet begynder. Som ny lejer vil man helst ikke virke besværlig over for udlejeren, men i det lange løb kan det betale sig at være grundig. Derfor er det vigtigt, at du gennemgår lejligheden grundigt i de første dage efter lejeforholdets begyndelse, så du kan meddele udlejer om fejl og mangler, inden fristen udløber. Her kan du med fordel tage billeder, så du kan dokumentere, at fejlene ikke er nogle, du har påført lejemålet.