Læs også: Syltning og høst i Aages have
Nu er stort set al slags frugt og grønt klar til at bliver høstet samt blomsterfrø med videre, og jeg begynder med at samle frø fra tagetes, stedmoder, latyrus, petunia og snerler for blot at nævne nogle af de smukke planter. De er alle lette til at få til at spire.
Efter at frøene er samlet, lægges de til tørre inden, de kommer i poser, hvor de overvintrer til næste forår, når de skal i jorden. Det er hyggeligt at opformere sine egne blomster og planter, og desuden sparer du at købe dyre frø og planter.
Drivhussæsonen er næsten slut
I drivhuset er det ved at være slut med agurker, og de sidste tomater høstes her i september. De sidste vindruer har jeg også plukket, og de er dejligt søde.
Det er første gang i fire år, at der har været så stor en høst af de velsmagende og søde grønne druer. Selvom druerne fjernes fra grenene, beskærer jeg først vindrueplanten i begyndelsen af januar. Det skal gøres, når planten er helt i dvale, men inden at den begynder at sætte saft i grenene igen.
I oktober måned fjernes alle planterne fra plantesækkene, og jorden i sækkene genbruges i urtehaven, samtidig med at plantekasserne tømmes for vand, renses og gøres klar til foråret.
Rødbederne syltes
I selv urtehaven er de sidste kartofler gravet op, og løgene er hængt til tørring. De er store og flotte i år, selvom det har været lange perioder med regn og dårligt vejr.
I løbet af september høster jeg de sidste rødbeder og sylter dem. Rødbederne har også givet godt i år.
De har faktisk nydt godt af regnen og fået vand på de rigtige tidspunkter i vækstperioden, og derfor har roden udviklet sig fint.
Langs hækken i skel ud mod et grønt område er der masser af hyldebærtræer, og i løbet af næste uge høster vi hyldebær.
De store mørkerøde, nærmest lilla klasser plukkes. Derefter anbringes de i en stor gryde med vand og koges, hvorefter saften filtreres fra de kogte bær.
Så har du en fin råsaft til at lave den skønneste hyldebærsaft til brug i madlavningen i løbet af vinteren. I hyldebærsaften er der masser af vitaminer.
Rønnebær med Brøndumsnaps
Har du rønnebær på din grund kan du også her i september tage nogle klasser fra træet. Derefter fryser du rønnebærrene ned i en uges tid, hvorefter du lægger bærerne i et glas og hælder Brøndumsnaps over.
Du lader rønnebærrene trække i cirka 14 dage, hvorefter du har en ekstrakt af rønnebærsnaps. Denne ekstrakt kan du fortynde med snaps og eventuelt lidt vand til den har den smag og styrke, du godt kan lide.
Snapsen har du så hele vinteren, hvor du kan drikke den med en smag af sensommer og efterår. Foran pejsen er det livgivende for de fleste. Ahhh.
De smukke georginer
I løbet af september og i hvert fald i begyndelsen af oktober er vores dahlia eller georginer afblomstret, og så er der tid til at tage knoldene op.
De skal renses for jord og anbringes et tørt og frostfrit sted vinteren over. Så er knoldene klar til at blive plantet i jorden igen, når risikoen for nattefrost er væk i maj.
Hvis du har knoldbegonier, skal de også tages op, inden frosten sætter ind og gemmes tørt og frostfrit til næste forår.
Pelargonier skal ind
Almindelige pelargonier sætter vi i deres krukker ind i vores "værksted", som holdes opvarmet til cirka 12 grader vinteren over.
Her kan pelargonier godt lide at være, og de gror fint og begynder at sætte blomster allerede i marts måned.
Så snart risikoen for frost er borte, kan krukkerne igen sættes i haven, og snart har du flotte pelargonier, som blomstrer hele sommeren.
Æbler fra naboen
Vi har fået lov at plukke æbler hos naboen. Her er så mange, at de ikke kan spise dem selv. Derfor har jeg allerede plukket de første sensommeræbler blandt andre Maglemer.
De er anbragt i kasser under et halvtag udendørs. Her står de så længe, der ikke er risiko for nattefrost og modner langsomt, medens de får frisk luft. Men husk, at de skal ind i frostfrit rum, så snart der er udsigt til nattefrost.
Belle de Boskoop æblet, som er et decideret vinteræble, plukkes først i oktober, og disse æbler kan faktisk holde sig under de rette fugtigheds - og temperaturforhold helt frem til marts måned.
Masser af hindbær
Hindbærrene bærer stadig masser af frugter, og først når de er helt færdige måske i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober, skærer jeg planterne helt ned til roden i en højde af 10 til 20 centimeter.
Høsten er kulminationen på årets anstrengelser, og det er en dejlig følelse at se, at der er kommet masser af frugt og grønt ud af indsatsen.
Samtidig vil frugt og grønt bidrage til en kulinarisk oplevelse sammen med gode vitaminer til lang vinter.