Det er Dommerby Stål, der er på banen med en ny version af et spændende og enkelt glasdesign, hvor man simpelthen kan bestille eksempelvis tre kvadratmeter ekstra plads på altanen.
De modulopbyggede stålaltaner pakkes og leveres så lige til døren og giver ligeså stor frihed, som var det byggeklodser, man skulle til at samle.
Et modul består af 1 x 1 meter stærk stålramme. De kan boltes sammen efter behov, så man kan få den form og den størrelse, man vil have.
Hvis man senere vil udvide, ja, så bygger man bare på igen.
Altan med udsyn
Virksomheden kalder konceptet for Flex Altan, og det fås nu også med ikke-synlige stolper og gelændere, idet siderne består af 16 mm tykt, hærdet glas.
På den måde undgår husejeren, at udsynet bliver generet af gelændere eller stolper.
Altanen er opbygget af materialer som varmeforzinket stål, rustfrit stål og hærdet glas - alt sammen færdigmonteret eller i en gør-det-selv version.