Skiftet er for den lille hvalp slet ikke så let, som nogle tror. Men når det går godt, så ligger der masser af glade timer og venter for hund og familie.
LÆS OGSÅ: Hunde og katte kan blive køresyge
Hundehvalp og opdrætter
Man kan gøre meget selv for at sikre, at den første tid bliver en succes for både hvalp og ejere.
– Inden man vælger hvalp, bør man besøge det sted, hvor den er vokset op. Det er vigtigt at sikre sig, at hvalpen er vant til at være inde i huset, at man ser dens mor og kuldsøskende, og at det virker som et godt sted. Opdrætteren skal have sørget for at "fylde dens ordbog op" med oplevelser, siger dyrlæge hos Ceva Animal Health i Vejle, Lisbeth Jørgensen.
Det kan for eksempel være en simpel ting som, at hunden er vant til at komme med i skoven. Den har måske prøvet at køre i bil, eller man har lært den, hvordan en støvsuger lyder.
Man kan sige, at opdrætteren skal have lært hunden, hvordan hverdagen lyder og ser ud.
- Den nye ejer skal så forsætte med at fylde "ordbogen" op efter at hvalpen er flyttet ind, forklarer Lisbeth Jørgensen.
Hvalpen savner mors duft
Man kan også gøre noget ekstra for at hjælpe hundehvalpen over savnet. For det er ikke kun morens fysiske nærhed og kurven, den mangler.
– Hvalpenes mor udskiller et stof, et feromon, fra området omkring mælkekirtlerne for at gøre sine unger trygge og skabe bånd til dem. Når hvalpene bliver taget væk fra moren i otte ugers alderen, bliver de ikke længere påvirket af feromonet. Deres mor er væk, deres søskende er væk, der er ikke noget velkendt. Det kan også være en god idé at give dem Adaptil halsbånd med en syntetisk kopi af feromonet for at skabe tryghed i den første tid, fortæller Lisbeth Jørgensen.
Nogle opdrættere giver derfor hvalpene små fleecetæpper, der har ligget ved tæven, med på turen for at gøre dem trygge.
Hvalpe skal have ro og nærhed
En hvalp, der lige er kommet til sit nye hjem, må ikke være alene.
– Vær i nærheden af den. Den kan eventuelt sove i soveværelset i starten og stille og roligt blive flyttet længere væk. Hvis man er en børnefamilie, skal børnene lære, at hunden skal have et sted, hvor der er helle. Det kan for eksempel være hundekurven, hvor den ved, at den altid kan få fred, siger Lisbeth Jørgensen.
En god start for hvalpen er med til at give den et godt liv, for det den oplever i socialiseringsperioden i de første fire måneder, er helt afgørende for hunden.