Det er ikke ukendt, at nogle forsikringsselskaber bruger overvågning, når de skal finde ud af, om en skadelidt taler sandt. Den overvågning og tendensen med at vise de bedste øjeblikke fra ens liv på de sociale medier kan faktisk få stor betydning i sidste ende, når der skal vurderes, om man har krav på erstatning.
De lyse sider på Facebook
De fleste er vist klar over, at vennerne som regel deler de bedste, sjoveste og hyggelige minder på Facebook og andre sociale medier.
Så når man scroller ned i opdatringerne, er det ikke det fulde billede, man ser. Vennernes ferier med billeder fra pool og strand, gåture i smuk natur og hyggestunder med familien i haven - det er det, vi alle deler - og den historie vi gerne vil fortælle hinanden.
Men det er altså ikke kun vennerne, der kigger med over skulderen og ser dine billeder fra fritid og ferie, og det kan betyde knald eller fald for erstatningssager.
Du kan miste erstatning
Forsikringsselskabernes overvågning i "det virkelige liv" eller via platforme som Instagram, Google+, Pinterest, Twitter eller Facebook har været en ikke ubetydelig og medvirkende årsag til, at skadelidte og syge har mistet deres erstatning.
Problemet med overvågningen er ifølge advokat Litten Posselt Olsen fra Erstatningsgruppen, som er en del af Advodan, at overvågning giver et ret ensidigt billede af en persons liv og færden:
- Det er en helt naturlig adfærd at forsøge at se nogenlunde oplagt og smilende ud på fotos, og syge og tilskadekomne er jo ikke anderledes end alle andre, så de deler også gerne små glimt fra hverdagen på Facebook.
Misvisende feriebilleder
Billeder kan nemlig sagtens vise en glad far med børn på stranden under en parasol, og selvom mor måske har en køletaske i hånden, så betyder det ikke, at hun ikke har hamrende ondt i armen. Men på billedet ses det ikke.
- Ryggen eller skuldrene kan gøre ondt og senere må man måske betale prisen ved at lægge sig på sofaen, tage smertestillende medicin, have søvnløse nætter med videre, siger Litten Posselt Olsen.
Hun råder derfor skadelidte og syge borgere, der enten er i gang med en erstatningssag eller allerede har fået tilkendt erstatning, til at overveje, hvilke billeder de lægger op på Facebook.
- Man bliver nødt til at tænke på, at den slags billeder på de sociale medier kan blive tolket til forsikringsselskabernes fordel, siger Litten Posselt Olsen.