- Det svarer til at have opfundet stearinlyset, siger forskningsprofessor på Nationalmuseet Bjarne Grønnow om spæklampen, som grønlandske stenalder-eskimoer introducerede i det arktiske område for 4000 år siden.
Han har sammen med to forskerkollegaer fra Nationalmuseet, Ulla Odgaard og Martin Appelt, slået fast at det var det grønlandske Saqqaq-folket, der i det kolde og mørke arktiske område opfandt spæklampen.
Mere præcist var ddet 1900 år f.Kr. i det vestlige Grønland, og i de århundreder, der fulgte efter, spredte den lysende opfindelse sig fra Grønland og til det øvrige Arktis.
Mennesker i mørket
Vi kan som art ikke gå i hi, og vi kan ikke klare en hel vinter i total mørke. Derfor var lampen en afgørende forudsætning for at overleve - den gav lys og varme.
Allerede de første mennesker i Arktis kendte til kunsten at fyre med spæk, men de kendte ikke til transportable spæklamper. De havde åbne ildsteder inde i deres boliger, hvor de brugte drivtræ og spæk som brændsel, eller satte en stor sten med en hulning i overfladen som en faststående spæklampe midt i boligen.
Brændende spæk giver foruden at opvarme boligen i de lange vinternætter også lys til livsvigtige arbejdsopgaver som at reparere dragter og vedligeholde fangstredskaber. Og så har spæk endnu en fordel: Hvis man har styr på forbrændingsprocessen, oser det ikke nær så meget som brænde.
Lys og sælspæk
Efter næsten 500 år i det kolde Grønland var det Saqqaq-folket, der fandt på at gøre lyset transportabelt, og det var derfor en lille revolution inden for pyro-teknologien i Arktis.
- De små, runde spæklamper af fedtsten, som man opfandt i Vestgrønland, gjorde det muligt at flytte lyset rundt i boligen og tage det med udenfor, ligesom spæklampen nemt kunne medbringes på lange rejser, siger Bjarne Grønnow.
Der er ikke den store forskel på et stearinlys eller en olielampe og så en spæklampe. Lampen er en lille, rund, flad skål, der indeholder det flydende spæk.
Det er banket ud af små klumper sælspæk, som løbende lægges i lampen og dernæst smelter videre på grund af varmen. Snoet mos udgør vægen i lampen, men det er en lille smule svært at holde liv i lampen. Det kræver træning.
50 g spæk giver halv times lys
I Saqqaq-tidens runde spæklamper lå vægen omkring en lille kegle af fedtsten midt i lampen, således at vægen ikke "druknede" i olien.
- Alle former for spæk kan anvendes, og sælspæk er meget velegnet. Faktisk kan blot 50 gram sælspæk brænde i 25 minutter. Varmen fra vægens flamme er tilstrækkelig til at smelte fedtet ud af de spækstykker, man lægger i lampen, og det er vigtigt, at fedtet ikke bliver for varmt, for så begynder det at ose voldsomt, siger Ulla Odgaard.
Spæklamperne blev fremstillet af enten sandsten eller fedtsten. Det er bløde stenarter, som er lette at forarbejde. I Nuuk-området brugte lampemagerne fedtsten, og her findes naturlige aflejringer af fedtsten, hvor Saqqaq-folket hentede råmaterialer til deres spæklamper.
Arkæologen Martin Appelt har sammen med en kollega rekonstrueret spæklamper af fedtsten og anvendt kopier af de redskaber, som Saqqaq-folket havde til rådighed.
- Vi benyttede små økser til at hugge lampens indvendige og udvendige form, og med stikler, som er en slags hobbykniv af sten, formede vi lampen færdig. Derefter sleb vi lampen med skrabere af rensdyrtak, og til sidst polerede vi den med fint sand og læder, der virker som sandpapir, siger Martin Appelt.
De tre forskere fremlægger deres resultater i artiklen: "In the Light of Blubber: the Earliest Stone Lamps in Greenland and Beyond." Den udkom fornylig i "Northern Worlds – landscapes, interactions and dynamics. Research at the National Museum of Denmark. Proceedings of the Northern Worlds Conference Copenhagen 28-30 November 2012".
