Tre meget forskellige virksomheder, som alle har adresse på Maglesøvej nemlig besøgsgården Farmen, Maglesø Traktørsted og Maglesø Plantage byder sammen indenfor til julerier.
De tre har koordineret åbningstiden således, at gæsterne kan kigge forbi lørdag-søndag fra klokken 11.00 til midt på eftermiddagen - helt frem til og med 21. december (Farmen har holder dog ikke åbent sidste weekend op til jul).
- Hos os her på Traktørstedet er der blandt andet mulighed for at nyde smagen af traditionel dansk julemad, mens øjet nyder den helt enestående udsigt udover Maglesø. Man kan også køre i hestevogn og købe juledekorationer samt nisser og den slags, fortæller ægteparret Erna og Jesper Sindlys forpagter Maglesø Traktørsted.
Samtidig kan gæsterne finde årets juletræ med sig hjem fra Ebbe Bach Nielsen, der driver Maglesø Plantage. Plantagen er en af Danmarks største juletræsplantager og afsætter 100.000 træer og 100 ton pyntegran årligt.
Fæld juletræet selv
På Farmen kan man gå skridtet videre og selv fælde juletræet.
- Her kan man købe julegaver i vintagebutikken "La Gare", ligesom man kan spise frokost eller få sig et glas gløgg i caféen. Derudover kan man købe ind i gårdbutikken, klappe geder og får – og gå en tur i de idylliske omgivelser; måske for at fælde sig eget juletræ, siger Peter Soelberg, der er ejerleder på Farmen.
Det smukke istidslandskab er i sig selv en god grund til at kigge forbi. Det er helt enestående i Danmark. Samtidig kan man slutte julerierne af med at kigge forbi nærliggende Brorfelde Observatorium kendt fra DR's julekalender "Julestjerner" fra 2012.
Her kan man opleve "Rakettårnet" og de helt specielle kupler på toppen af bakkerne. Er man på observatoriet lørdag den 13. december er mulighed for at være med til at fejre Tycho Brahes fødselsdag eller gå på julemarked. Denne dag vil der desuden være mange aktiviteter for børnene.