I dag bruger en gennemsnitlig femårig over tre timer foran en skærm og meget mindre tid i naturen end for få år siden. Det har nu fået KFUM-spejderne, Natur & Ungdom og Ungdommens Røde Kors til at kaste sig ind i kampen for at ændre den tendens.
Målet er at gøre børnene klogere, gladere og sundere gennem et projekt som er støttet af Nordea-Fonden og Friluftsrådet med 2,5 millioner kroner.
Da børnene ikke af sig selv kommer ud i naturen, skal pengene gå til udvikling af aktiviteter for hele børnefamilien – mor og far skal også op af sofaen og ud i det fri.
- Aktiviteter mellem myretuer og trætoppe giver små børn og deres forældre mulighed for nye oplevelser, venskaber og fællesskaber i det fri. Vi ser frem til at følge de tre organisationers fælles indsats, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Aktiviteter for børn og voksne
De frivillige organisationer vil konkret samarbejde om at få børnefamilierne ud i den danske natur med mark, eng, skov, fjord og hav.
- Vi samler vores fælles viden og erfaring om frivilligt arbejde, børneliv, inklusion og natur og miljø i det nye projekt. Målet er, at de kommende generationer får større tilknytning til naturen, stærke fællesskaber i deres lokalområder og lyst til at tage ansvar for vores samfund, siger KFUM-spejdernes formand Michael Seeberg på vegne af de tre organisationer.
Midlet er blandt andet at bruge begrebet "familiiespejder" mere bredt. Her kan børn fra tre til seks år sammen med forældrene og frivillige gå ud i naturen og finde spiselige planter, lede efter dyrespor, gå på opdagelse og lave mad af det, de finder.