Mangel på sne er ikke altid en dårlig ting, når man befinder sig på en svensk bjergtop. Når temperaturen stiger, og sneen forsvinder, byder mange af skidestinationerne nemlig stadig på eventyr. Her har du mulighed for at opleve den skønne natur på en helt anderledes måde, end når kuldegraderne bestemmer.
Her følger et udpluk af sjove og nytænkende sommeraktiviteter, hvor ski og skistøvler er byttet ud med gummisko.
Sommerguide fra svenske skisportssteder:
Tag cyklen med liften i Vallåsen
Vallåsen Bike Park er cykling i bedste stil. Liftsystemet, som hedder København, tager cyklister til toppen, hvorfra man har 9 spor i 4 forskellige sværhedsgrader at vælge på vej ned. Med andre ord, en park for alle, der bare godt kan lide natur, frisk luft og motion. Vallåsen er et sted, hvor man nyder livet. Her er faktisk plads til alle; familier, begyndere og de garvede.
Isaberg: Segway i højderne
Isaberg Segway Adventure er en unik og ny oplevelse i pagt med naturen, bedst til de eventyrlystne. De fleste kender efterhånden den umiskendelige segway fra det danske bybillede. Der er tale om en lille rullevogn, man står på, hvor balance er kodeordet, for man skal selv balancere sig frem og tilbage for at få fremdrift. Og har man først lært det, synes det måske ikke så vanskeligt, men de første ture er udfordrende. På Isaberg skal man som overbygning lægge de stejle bakker og bjergskråninger, men der er både klassiske ture og også "Segway Offroad" til de, der vil have det vildt og adrenalinpumpende. Segway-køretøjerne er her tilpasset et kuperet terræn, så de kan klare mosten.
Tag på bjørnejagt i Lofsdalen
Lofsdalen er en hyggelig fjeldby med populært skiløb om vinteren. Her kan man på én og samme tid nyde civilisationens goder og vildmarkslivets magiske øjeblikke. Bjørnejagt er egentlig ikke det rette ord, for her handler det bestemt ikke om at jage men om at se bjørne i deres rette element. Området omkring Lofsdalen er et af de mest bjørnetætte i Sverige, så der er stor sandsynlighed for at se bjørne om sommeren. Book f.eks. en nat i skovhytten Lofsdalen Bear's Den, hvor der stort set altid er mulighed for at betragte vilde bjørne under sikre og bekvemme forhold.
Test dit MTB-niveau i Västgötaloppet
I Ulricehamn kommer betegnelsen 'en mountain-bike' virkelig til sin ret. For her køres der på cykel i bjergene og i de kuperede skove, der om vinteren huser både alpint skiløb og langrend. Der er meget MTB-aktivitet både forår, sommer og efterår, og der følger også konkurrencer med i slutningen af sæsonen. Siden starten har organisationen bag MBT-banerne arbejdet med at optimere sporene og finde den rette balance mellem singletrack, skov og grusvej, og nu er de på en god teknisk sværhedsgrad. Der er instruktører i Ulricehamn, og alle, begyndere som øvede, kan få den instruktion, de har brug for. Den 22. september afholdes Västgötaloppet, et MTB-løb på to distancer; 80 km og 40 km.