Small Danish Hotels er en frivillig landsdækkende kæde med håndplukkede hoteller, kroer, slotte og herregårde, hvor nøgleordene er den personlige betjening og det gode værtskab. Hotellerne ejes og drives af selvstændige hotelejere, slotsfruer og krofædre. Det nye skud på stammen kommer i form af Hotel Gilleleje Strand i Nordsjælland, der med sin attraktive placering klods op og ned ad både by, strand og havn udgør en god tilføjelse til Small Danish Hotels.
"Hotel Gilleleje Strand er af flere årsager en værdifuld udvidelse af medlemsskaren. Hotellet ligger i det eftertragtede Nordsjælland, som har en høj stjerne hos vores danske og nordiske gæster. Derfor har vi længe haft et ønske om at styrke vores tilstedeværelse i området med et hotel, der matcher kæden både værdimæssigt og på standard. Det har vi fundet med Hotel Gilleleje Strand," siger direktør i Small Danish Hotels, Jørgen Christensen.
LÆS OGSÅ: Bandholm som gazelle
Det nordsjællandske hotel ligger 100 meter fra strandkanten i Gilleleje og lige ud til det livlige torv på bysiden. Naboen er Gilleleje Havn, der især i sommermånederne emmer af stemning og liv. Hotellet er en charmerende ældre sag fra 1896 men moderne indrettet og nyrenoveret. Fra de 25 værelser har hotelgæsterne udsigt til enten havet, fiskerihavnen eller bytorvet, og de kulturelle tilbud i nærområdet bugner.
Det mere end 120 år gamle strandhotel har dog behov for at styrke sin synlighed og tiltrække flere gæster, og derfor har hotellet nu sluttet sig til Small Danish Hotels.
"Sammen med Small Danish Hotels ønsker vi at positionere os stærkere i det danske hotellandskab og sprede budskabet om vores skønne hotel og attraktive omgivelser. Kæden repræsenterer et bredt fagligt netværk og landsdækkende markedsføringskanaler, og samtidig føler vi os hjemme i kædens værdisæt. Derfor ser vi meget frem til samarbejdet," fortæller Gitte Artby, der er direktør på Hotel Gilleleje Strand.
Med tilføjelsen af den nordsjællandske strandperle tæller Small Danish Hotels nu 80 hoteller fordelt over hele kongeriget. Overnatningsstederne er individuelt ejede, men hele medlemsskaren byder på kerneværdier som personlig betjening og godt værtskab.