I dag er indkøb af taxfree varer en væsentlig del af ferieoplevelsen, men selv om vi på mange punkter er ens i Norden, så er indholdet af vores taxfree poser vidt forskelligt. Det viser Spies' "hitliste" over de mest populære indkøb hos selskabets eget flyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia.
I sit seneste sommerkatalog med toldfrie fristelser kan selskabets gæster vælge mellem mere end 950 varer – heraf ca. 450 nyheder.
Mest omsætning er der på parfume, hudprodukter, slik, cigaretter og spiritus. Når det gælder det sidste, er danskernes foretrukne mærke lige nu Fernet-Branca, mens svenskerne sværger til whisky i den ikke alt for dyre ende. Finnerne foretrækker luksuriøse cognacmærker, men nordmændene er til den klassiske Jägermeister.
I kategorien slik er danskerne til saltlakrids, mens svenskerne er til blandede nødder, vingummi og chokolade. Både nordmændene og finnerne har chokolade som deres favorit.
- Når det gælder hudprodukter og dufte, topper Boss Nuit EDP i både Danmark og Sverige, mens finnernes foretrukne produkt er mascara fra Lancôme. Nordmændene sværger til en deodorant fra Biotherm, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines.
Også de såkaldte lavpriscigaretter til en pris af 129 kr. pr. karton har holdt deres indtog i taxfree poserne på flyene. De kan bestilles på flyvninger til ikke-EU-lande.
- Når det gælder "røg", sidder mærkevarer som Prince, Look og Marlboro fortsat hårdt på markedet – også selv om man så må betale fra "hele" 169,50 for et karton med 200 stykker, siger Torben Andersen.