Cykelhotellet er et slags urbant sommerhus. Det blev oprindeligt startet som en slags protest mod bilismen.
Danskerne kan med fordel vælge det nye hotel, hvis de vil bo lidt mere for sig selv, hvor der også er plads til cyklen, når de har den med på ferie.
Hotel i Malmøs centrum
Ohboy ligger ganske tæt på både Centralstationen, stranden og Malmøs centrum. Det har 32 moderne hotellejligheder.
Initiativtagerne ønskede at skabe noget, der kunne hjælpe cyklen på vej, så endnu flere ville springe op på den, både svenskere og turister, og nyde, at det er billigt, sjovt og giver motion.
Hvad enten man har sin dyre racercykel med eller en elsket mountainbike, er det nemt at tage den med ind i lejligheden. Der kan man hænge den på skræddersyede cykelkroge på væggen.
Bæredygtig trafik
Man kan også sætte den i gangen med ekstra modstandsdygtigt gulvmateriale. Hotellet byder ydermere på et cykelværksted, hvor cykler kan repareres, trimmes og poleres.
Hotellet er opvarmet med geotermisk energi, er energioptimeret og bygget på en rum-effektiv måde. Solceller hjælper med el-leverancen, og tykke betonvægge holder på varmen.
Facaden er beklædt med smukke grønne planter af forskellig art. For nogen tid siden modtog Malmø i øvrigt en fornem pris i Bruxelles for byens arbejde for at fremme bæredygtig bytrafik.