Der findes et væld af spændende og anderledes steder at holde din sommerferie. Kunne du eksempelvis tænke dig at holde ferien i en luksuriøs villa designet af Leonardo da Vinci, en hollandsk vindmølle eller et fransk slot?
LÆS OGSÅ: Skiferie i luksus og skønne omgivelser
Mulighederne er mange, og vi har samlet nogle af de mest unikke og finurlige bud på overnatningsmuligheder til din ferie herunder. Og lad det være sagt med det samme; der er noget for enhver pengepung.
Bo i overdådigt fransk slot
Tæt på flere af de franske nationalparker finder man dette smukke og enorme franske slot. Slottet kan huse 45 gæster ad gangen og indeholder intet mindre end 16 badeværelser.
Der er dømt luksus for alle pengene, og prisen sniger sig da også op på mere end 100.000 kroner i de dyreste udlejningsuger.
Bo billigt i gammelt slotskapel
Det er også muligt at komme på fransk slotsophold til en noget mere moderat pris. En uges ophold i det gamle slotskapel i Chateau Lapeyrouse i Rhone-dalen koster 3.000-5.000 kroner afhængig af bookingtidspunktet, og stedet emmer af landidyl og historiske vingesus.
Husbåd i Amsterdam
Hvis du drømmer om at holde din ferie tæt på vandet, hvad er så mere oplagt end et ophold i husbåd i Amsterdam? Med placeringen tæt på bymidten har du samtidig mulighed for at få byens puls helt ind under huden. En anderledes og sjov måde at opleve Amsterdam på.
Luksusflodhus i Amsterdam
Hvis du gerne vil slippe for den vuggende fornemmelse, der kendetegner et ophold i husbåd, men alligevel gerne vil bo helt ud til en af kanalerne i Amsterdam, kunne dette luksusflodhus være en mulighed. Huset er enormt elegant, smagfuldt indrettet og stemningsfuldt med sin placering lige ud til kanalen.
Italiensk villa designet af Leonardo da Vinci
Du kommer ikke tættere på et af de helt store genier fra renæssancen, Leonardo da Vinci, end ved at bo i et af hans kunstværker. Villa Leone er i grundplan mere end 1.000 kvadratmeter stor og overdådigt indrettet. Og med placeringen midt i skønne Toscana er udsigten heller ikke helt dårlig.
Et af Østrigs mest legendariske slotte
Du har mulighed for at overnatte i en af Østrigs vigtigste kulturskatte og største turistattraktioner, Schloss Schönbrunn. Slottets historie tager sit udspring i romertiden, og flere af de østrigske kejsere har igennem årene resideret i slottet, der er placeret i hovedstaden Wien.
Bo i hollandsk vindmølle
Hvis du drømmer om et finurligt og anderledes sted at holde din ferie, kunne et ophold i denne hollandske vindmølle være en idé. Møllen er indrettet på smagfuld og autentisk vis og er placeret i et naturskønt skovområde tæt på en af de større hollandske byer, Nijmegen.
Smukt placeret dansk sommerhus
Sommerhuset her er med sin placering helt ud til vandet og med skoven i baggrunden virkelig en hjemlig perle. Huset er ikke stort og heller ikke dyrt, men omgivelserne bliver næppe mere hyggelige og naturskønne. Et klassisk, stilsikkert dansk sommerhus med en fantastisk beliggenhed.
Hold ferien på sejlskib
Er du en af de mange, der har fulgt med i TV2-programmet "Kurs mod fjerne kyster" og fået lyst til selv at have et sejlskib som base?
Du har mulighed for at prøve idéen af i det små ved at holde din næste ferie ombord på et sejlskib.
Skibet her er forankret i hollandske Kampen, som er placeret tæt på både Amsterdam og flere floder og fjorde.
Italiensk herregård i landstil
På en bakketop mellem de italienske regioner Umbrien og Toscana finder man denne storslåede italienske herregård. Stedet er enormt idyllisk, og bygningerne er med sin beklædning af klatreplanter nærmest blevet en del af naturen. En gigantisk, smuk og autentisk italiensk herregård midt i de skønneste omgivelser.