I slutningen af januar åbner Beach Tours op for solrejser til Det Røde Hav i Jordan. Destinationen er et godt alternativ til eksempelvis De Kanariske Æer, fordi der i øjeblikket meldes om stort pres på flyene til øgruppen ud for Afrikas kyst.
Ferie i Jordan er mere end sol
Selskabet tror på, at Jordan med sol og mange seværdigheder kan tiltrække mange danskere, og foreløbig prøver bureauet at sende turister ned til det solbeskinnede, seværdighedsrige Jordan i en prøveperiode på cirka tre måneder fra slutningen af januar.
- Vi lancerer landet med flyvning på Royal Wings i små tre måneder i første omgang for at teste om danskernes interesse er stor nok. Er den det, vil Jordan være med i vores fulde vinterprogram 2017/18, siger Jan Lockhart, administrerende direktør i Beach Tours.
Der flyves direkte til Akaba ved Det Røde Hav fra Kastrup om lørdagen fra ultimo januar 2017.
Fisk og ferie i Akaba
Bureauets hoteller ligger i Akababugten både i Akaba by og i Tala Bay i den nordlige ende af Det Røde Hav mellem Sinai-halvøen og Den Arabiske Halvø.
Selve bugten er 160 kilometer lang med krystalklart vand, smukke sandbanker samt skønne dykker- og snorkelmuligheder. Alle hoteller er med fire eller fem stjerner.
Byen Akaba er en lille hyggelig by, mens Tala Bay i højere grad er et lille ferieområde med luksus-resorts og kort afstand til Akaba.
Men området er ikke kun sol, strande og koraler og fisk. Ikke så langt fra byen ligger den legendariske oldtidsby Petra, der er mere end 2000 år gammel.
Petra og oltidsminder i Jordan
Petra var nabatæernes hovedstad og handelscenter for karavanerne. Oldtidsbyen ligger stadigvæk uforandret midt i ørkenen.
Udgravninger har vist, at beboerne havde konstrueret et imponerende vandingssystem, som gav liv til byens indbyggere midt i ørkenen og gjorde byen til en oase for de store karavaner på vej nord, syd, øst og vest.
Petra ligger omtrent midtvejs mellem Det Døde Hav og Akababugten og kan nemt nås, når man holder ferie i Akaba eller Tala Bay. Petra er kendt for blandt andet sine grave og templer, hvoraf de fleste er hugget direkte ind i klipperne. Mange vil sikkert også huske Petra fra Indiana Jones-filmene.
Månedalen Wadi Rum
En anden seværdighed er Wadi Rum også kendt som månedalen. Den ligger cirka 60 km øst for Akaba. Der er tale om et storslået, beskyttet naturområde med en sandørken, som blev skabt for 30 millioner år siden.
Storfilmen Lawrence of Arabia er blandt andet optaget her.
Jordan er faktisk en anbefalelsesværdig kombination af solferie og historiske rejser.