Bøgerne guider rejsende gennem det portugisiske landskab og udpeger forskellige monumenter og seværdigheder, som alle optræder på UNESCO's verdensarvsliste.
Tre bøger om Portugal
Den nye bogserie præsenterer tre forskellige rejseguides, som gør læseren klogere på udvalgte byer og områder i Portugal. Hver guide præsenterer fire forskellige tematiserede ruter igennem de udvalgte byer.
Guiden til hovedstaden Lissabon anbefaler blandt andet et besøg på Jeronimus-klostret, der med sine høje søjler og imponerende hvælvinger får klostret til at ligne et slot.
Derudover foreslår guiden også et besøg i det historiske fæstningstårn Belem, der beskyttede Lissabon mod fjender gennem mange hundrede år. De to bygningsværker kan med fordel besøges på samme dag, da de blot ligger en kilometer fra hinanden.
Byen Sintra
Den anden guide i serien omhandler byen Sintra, der er en by fyldt med arkitektoniske seværdigheder. Sintra er kendt for sit kulturlandskab, hvor besøgende kan opleve bygningsværker og uberørt natur side om side.
Den tredje og sidste guide samler inspiration til gode ferieoplevelser i byen Évora, der især er kendt for sin velbevarede bymidte, samt den portugisiske kommune Elvas, hvor læsere anbefales at besøge landegrænsen mellem Portugal og Spanien for at lære fortællingen om byens militærbygninger.
Alle tre rejseguides kan købes på engelsk hos boghandlere i hvert af de fire byområder og i onlinebutikken Porto Editora. Samtidig kan de downloades gratis via appen JiTTravel.
Øgruppen Azorerne
Men Portugal er også andet end kultur og historie. Blandt andet er øgruppen i Atlanterhavet et spændende bekendtskab, og øgruppen er netop blevet kåret som et af verdens mest bæredygtige rejsemål.
Hvis du derfor er på udkig efter ferieoplevelser, der ikke belaster miljøet, så er Azorerne et oplagt rejsemål.
Det var anden gang, at det portugisiske ø-paradis blev udnævnt som en af verdens mest bæredygtige feriedestinationer. Derfor finder du øgruppen på den prestigefyldte liste "Sustainable Destinations Top 100".
Azorernes placering på listen skyldes øgruppens store indsats for at fremme natur- og økoturisme på de i alt ni øer, hvor besøgende blandt andet kan opleve frodige vulkaner, varme kilder, middelalderlige landsbyer, høje klipper og barske kratere.