Men hvordan? Det er som om, at pengene på mystisk vis forsvinder ud af hænderne, så du til sidst på måneden ingen penge har tilbage og heller ikke har formået at sætte nogen til side på din opsparing.
Selvom du ikke synes, at du har brugt mange penge på dig selv, så løber det på, når du køber en kaffe latte her og et par strømpebukser dér. Så har du et ønske om at få flere penge til oplevelser og rejser, så må du gøre op med dårlige vaner og tillægge dig nogle nye og bedre.
LÆS OGSÅ: Syv gode råd til at rejse billigt i efterårsferien
Udnyt rabatterne og spar penge
Er du studerende eller pensionist, så er der uanede mængder af rabatter derude på alt fra høreapparater til buskort og fitnessabonnementet, og du kan spare rigtig mange penge ved at benytte dig af dem. Så sørg for at spørge, om der er rabat, før du betaler.
Er du hverken pensionist eller studerende, kan du stadigvæk få rabatter gennem for eksempel medarbejderrabatter eller fagforeningstilbud. Derudover kan du på diverse tilbudssider finde store rabatter på restaurantbesøg, massage og andre produkter. Hold også øje med tilbudsaviserne og køb gerne et lille lager, hvis du finder dine yndlingsmadvarer på tilbud.
På diverse tilbudssider finder du desuden, fra tid til anden, gode rejsetilbud, hvor du kan komme billigt afsted, hvis du rejser udenfor sæsonen.
Køb på udsalg
Butikkerne holder efterhånden udsalg fire gange om året, og det er perfekt i forhold til, at du kan fylde klædeskabet op i udsalgsvarer i stedet for at betale 50 procent mere bare nogle måneder forinden. Hvis du er sådan en, som bare skal være i det sidste nye skrig, så udnyt i stedet for udsalgene til at finde fine basisting, som du har brug for hver sæson og pift dem op med noget mere sæsonpræget tøj.
Men det er ikke kun tøj, der kommer på udsalg – det gør alt andet også, så forsøg at skrive de ting, du mangler, ned, så du er klar til at gå på jagt efter de gode tilbud, når udsalgssæsonen starter. Her vil du kunne spare rigtig mange penge op til rejsebudgettet.
Handl online
Det er nemt at blive fristet til småkøb, når man går rundt og oser i butikkerne. På den konto kommer du hurtigt til at bruge mange penge, uden at du rigtigt lægger mærke til det.
Hvis du gerne vil spare nogle penge sammen, må du derfor gå målrettet efter præcis de ting, du mangler.
Ofte kan det være nemmere at modstå fristelser, hvis du køber dine varer online. Her kan du nøjes med at shoppe i én butik, når du både skal finde tøj til dig og kæresten, og eftersom du skal søge aktivt efter en specifik vare, er du mindre tilbøjelig til at blive fristet af en masse unødvendigt, som du vil være i en fysisk butik, hvor alt tøjet er til skue.
Ønsk dig tilskud til rejsen i gave
Du kan også ønske dig rejsegavekort. Mange flyselskaber gør det muligt at købe et gavekort til deres produkter. Det kan være en god idé i stedet for at vride hjernen for at komme på ønsker, som du måske alligevel ikke har brug for.
Der er heller ingen skam i at gå ud og bytte gaverne efterfølgende – du skal blot huske at sætte pengene ind på rejsekontoen, så de ikke bliver brugt på småting.