- Vi har lagt en ny strategi, og den har også medvirket til stigningen. Sammenlignet med vores nærmeste konkurrenter, er vi billigst, og vi giver blandt andet rabat på 20 procent på færgen, hvis den bestilles sammen med overnatning i på hotel, lejlighed eller hytte, siger salgs- og markedschef Thomas Christiansen, Stena Line Danmark.
Billigt liftkort
Desuden er der indledt en charmeoffensiv fra svenske og norske udbydere, der kommer med attraktive priser. Hvis man bestiller gennem Stena Line, får man eksempelvis et liftkort i Hafjell til halv pris, i Geilo får man 40 procent rabat og børn under syv år i januar og marts får gratis liftkort, skileje og skiskole i Trysil, Hemsedal, Hafjell, Stöten og Kläppen.
Et andet tilbud, der får mange til at beslutte sig for at købe nu, er "Syv døgn - betal for fem". Det gælder i Trysil, Kvitfjell, Hemsedal, Sälen (Lindvallen, Hundfjället, Högfjället og Tandådalen) og Idre Fjäll.
- Vores partnere i Sverige og Norge er gået med på at bakke denne lidt aggressive prisstrategi op. Måske fordi de ved, at danskerne er meget prisbevidste, når de vælger skiferie, siger Thomas Christiansen.
Samtidig er danskerne ved at være en lille smule trætte af den dyre køretur til Alperne, mener han. FDM har således beregnet at udgifterne til transport her let løber op i 8-9.000 kroner, inden man overhovedet har fået ski på.
- Hvis man vælger Hafjell, så er der kun 195 kilometer fra Oslo. Vel at mærke på en rigtig god vej, siger Thomas Christiansen.