Det nye rejsebureau har fået navnet African Spirit, og målet er at gøre Afrika endnu mere tilgængelig for ferieglade danskere. NG Travel Group består således nu af det fem år gamle USA Tours, Beach Tours, der blev oprettet i år, og African Spirit.
LÆS OGSÅ: Til Cuba med USA Tours
Fra solferie til safari
USA Tours har haft succes med at sende danskerne til USA og Canada, og Beach Tours har koncentreret sig om solferie i Spanien, de græske øer, Bali og Thailand. Men nu bliver det så muligt også at tage på safari i Afrika.
- Vi vil gerne supplere USA Tours og Beach Tours med rejser til Sydafrika, og nu er tiden moden. Vi har et bredt produktsortiment af høj kvalitet i Sydafrika, ledet af erfarne kræfter. Derfor har jeg store forventninger til det nye forretningsområde, siger Jan Lockhart, direktør i NG Travel Group.
Safari, strand og afrikansk sjæl
På den nye destination til Sydafrika bliver det muligt at rejse på flere måder. Der bliver tale om rundrejser, hvori der indgår safarielementer samt byer, strande og kulinariske oplevelser med god mad og vine.
Rundrejserne bliver med dansktalende rejseledere, men de kombineres også med længere ophold eksempelvis i luksuslejligheder i Cape Town.
Kør-selv ferie er også på programmet, hvor bureauet er klar med rådgivning om hoteller, seværdigheder og med rutevejledning.
Ud i Afrika
Endelig arrangerer African Spirit også private ture, hvor rejsen kan tilrettelægges nøjagtigt, som gæsten ønsker det.
På bureauets hjemmeside findes en lang række forslag, men turene kan strikkes sammen efter individuelle ønsker og gennemføres med privat engelsktalende chauffør-guide. De fleste af turene starter i Cape Town.
En af bureauets passionerede rejsekonsulenter, er Lars Faursholt, der har en lang historie bag sig i rejsebranchen og et legendarisk og detaljeret kendskab til store dele af det afrikanske kontinent.
Afrikas dyr
I Afrika findes verdens største og mest varierede bestand af vilde dyr.
Og i Sydafrika findes mange nationalparker og store vildtreservater, hvor det er muligt at komme tæt på de såkaldte "The Big 5", som er en gammel jagtbetegnelse for elefant, bøffel, løve, leopard og næsehorn.