Levadaerne er overrislingssystem af vandkanaler, som blev bygget af afrikanske slaver for omkring 500 år siden. Senere i nyere tid er de blevet støbt i beton, men formålet er det samme - at fordele det livgivende vand. De fleste levadaer er cirka 40 cm i bredden og cirka 30 cm i dybden.
Småfarlig ferie
Vi er på en 6 kilometer lang gåtur med en guide fra Apollo-Rejser, og vi går langs en af lavadaerne på den nordlige del af øen. Mange af dem slynger sig langs skråningerne af dybe kløfter, og det er bestemt ikke helt ufarligt at gå langs kanalen.
Her på kanten af stien skal jeg holde tungen lige i munden, idet et enkelt fejltrin kan blive fatalt. Der er intet gelænder de fleste steder, og har det regnet i løbet af natten, hvilket er tilfældet, er stien fedtet.
Den er ikke bred nok til, at vi kan gå to og to. Derfor går gruppen med vores guide forrest som en flok vraltende gæs, der slinger hen ad den bugtede sti, snart gennem tæt bevoksning, snart med frit udsyn over dalen dybt nede og med udsyn til bjergtoppen over hovederne på os.
Jordbrug på Madeira
Overalt ser vi opdyrkede små terrasser på de stejle skråninger. Nogle steder med bananplanter i en række – der er ikke mere plads – andre steder grøntsager af forskellig slags, blandt andet kål og søde kartofler. Enkelte steder endnu et par kvadratmeter med sukkerrørsplanter.
I hele dette landskab ligger beboelseshuse og mindre skure til dyrene klinet op ad skrænterne. Den eneste måde beboerne kan komme ned på de asfalterede veje - måske 400 til 800 meter borte - er at gå langs stien ved levadaen.
De første nybyggere på øen manglede arbejdskraft til at bygge vandingskanalerne, da de kom til øen i 1400-tallet for at gøre den til koloni. Derfor hentede man slaver på det afrikanske kontinent til arbejdet. Nybyggerne var landbrugere, som opdyrkede hver en plet, de kunne finde, efter at de havde afbrændt store dele af øens laurbærskove.
Madeiras sukker
Da nybyggerne havde fjernet store dele af skovene og fundet egnede arealer til jordbrug, var det sukkerrør, som var den foretrukne plante til dyrkning, fordi den passede godt til klimaet på øen.
Men der manglede imidlertid vand i dalene og på skråningerne, især på den sydlige del af øen. Da det regner meget på øens to højsletter, der når op i cirka 1850 meters højde, opstod idéen til at lave vandingskanaler.
De skulle lede vandet fra de højere liggende områder ned mod dalene, hvor sukkerrørsarealerne lå. Det var her, slaverne kom ind i billedet som anlægsarbejdere.
Livsfarligt arbejde
Under halsbrækkende forhold huggede de kanaler ind i de stejle bjergsider, mens de hang og dinglede i kurve i svimlende højder over dybe afgrunde. Under arbejdet med vandingskanalerne mistede mange livet.
Ved at føre regnvandet fra højderne via et system af kanaler gennem uvejsomt terræn til de mere tørre egne på øen, blev det rentabelt at dyrke landbrugsafgrøder især sukkerrør i Middelalderen og senere frugt, grøntsager og bananer.
I dag er der dog kun få jordlodder tilbage med sukkerrør, idet produktionen af sukkerrør de seneste 50-75 år ikke har kunnet konkurrere med industriproduktionen i blandt andet Caribien, Australien, Brasilien og andre steder i subtropiske klimabælter.
Lægeplanter på øen
Mens vi fortsætter vores tur langs den smalle levada, hvor vandet løber stille og roligt imod os, fortæller guiden om de mange lægeplanter, vi ser vokse i det frodige landskab, vi passerer.
Tilbage i Middelalderen fandt befolkningen langsomt ud af, hvilke egenskaber de forskellige planter havde af virkninger overfor sygdomme.
De enkelte planters nytteegenskaber blev simpelthen af forældrene fortalt videre til næsten generation, og i hvert et lille område i de isolerede dale var der en "klog kone", som havde specialiseret sig i viden om og brugen af de enkelte lægeplanter. Hun blev den lokale "læge", som befolkningen henvendte sig til i tilfælde af sygdom.
Madeiras infrastruktur
Fra Middelalderen og helt op i vor tid, var kanalerne og stierne langs med dem i virkeligheden den eneste infrastruktur, som fandtes i de afsides liggende dale.
Når der skulle bygges huse, blev alt byggematerialet båret på ryggen af beboerne ofte flere kilometer (indtil der blev bygget asfalterede veje i midten af det 20. århundrede.
Kamp om vandet
For at undgå såkaldte "vandkrige" lavede de første nybyggere allerede i 1461 en såkaldt levadalov om vandfordeling.
Langs alle kanalerne er der anlagt gangstier til levadeiros, opsynsmænd, som efterser, renser og reparerer levadaerne og sørger for, at vandet bliver ledt hen, hvor det skal. De fleste systemer styres af offentlige selskaber.
www.visitportugal.com
www.apollorejser.dk
www.maderiaislands.travel.com
www.madeira-live.com/dk/levada-walks.html
