Ferie i Forum hedder afløseren for de velkendte feriemesser i Bella Center, og det er så afgjort et dækkende navn for messen - for hvor der tidligere var næsten for meget, der reelt ikke havde med ferie og rejser at gøre, så har arrangørerne af dette års første rigtige feriemesse lagt snittet knivskarpt.
Messen er lille, kompakt og overskuelig for såvel gæster som udstillere.
- Vi er simpelthen blevet positivt overrasket, for vi var faktisk en lille smule skeptiske. Det er man jo altid med noget nyt, men Ferie i Forum er en fin afløser for Bella Center, siger Torben Simonsen, fra MSC Cruises.
Selskabet er et high-end krydstogtselskab, der blandt andet sejler på Østersøen, de norske fjorde og Middelhavet.
- Folk har stået i kø efter vores messetilbud, så vi er allerede meget godt tilfredse, siger Torben Simonsen.
Ferie for folket
Allerede en time efter messen åbner er der da også pænt fyldt op, og mange steder står gæster og udfylder de traditionelle kuponer med løfter om måske at vinde en rejse i stedet for at købe den. Jo, en rejsemesse handler stadig om at levere drømme og give inspiration.
Ih og åh og aj - lyder det rundt omkring, og det kan vel ikke siges mere præcist?
Drømme bliver man sulten af - og så er det jo godt, at man for enden af hallen kan få sult og tørst stillet - serveret med store smil af Emma.
Sådan går feriefolket i ring i hallen - og man møder de samme flere gange, for større er messen nemlig ikke.
- For os er det en stor fordel, at der ikke er campingudstyr eller alt det andet her. Så det er er straks et meget mere interessant publikum, end vi er vant til, siger Michael Jensen fra Risskov Travel.
Gæsterne drømmer videre, udstillerne smiler tilfredse og egentlig er det befriende med en messe, der er skåret ind til benet - til det en rejsemesse handler om - ferie og rejser.
Ferie i Forum fortsætter i morgen søndag den 18. januar 2015. Læs meget mere om Ferie i Forum her.