Rejsebranchen melder da også om et stigende salg af julerejser blandt andre til USA, der netop er blevet kåret som bedste turistland udenfor Europa ved Danish Travel Awards.
I Guds Eget Land forstår de da også at fejre julen med manér, og traditionerne spænder vidt.
Hvid jul i Yosemite
I nationalparken Yosemite er der rigtig jul. Hestevrinsk lyder i den stille, sneklædte dal med julestemning på dagens slædetur, og netop som slæden trækker op foran Tenaya Lodge, hvirvler duften af honningkager og varm chokolade forbi næseborene.
Her kan børnene kagehuse og klippe julepynt, og sørme om ikke julemanden har arrangeret sjove lege lillejuleaften. Mange tager en tur på skøjtebanen og rister lidt senere skumfiduser over bålets knitrende flammer.
På selve juleaften er der i restauranterne specielle julemenuer, og om aftenen fortæller julemandens kone gode godnathistorier. Man kan naturligvis også gå over i sin egen hytte og tænde op i kaminen.
Næste dag kan man begynde forfra med at udforske Yosemites storslåede natur og lege i sneen.
Varm jul i Caribien
I den anden ende af temperaturskalaen kan de, der foretrækker en varm jul og badetøj fejre julen på de tidligere De Dansk Vestindiske øer.
Her kan julegæsterne eksempelvis opleve den store bådparade på St. Croix den 13. december. Hver deltagerbåd har den vildeste juleudsmykning, man kan forestille sig.
De smukke både sejler igennem Christianssted Havn, og hvis man kommer tidligt, er det muligt at få et bord på strandpromenaden, hvor man har en fantastisk udsigt og kan nyde en skøn aften med ægte caribisk mad og drikke.
Naturligvis kommer julemanden forbi havnen, hvor der senere på dagen er et storslået festfyrværkeri. Julens helt store fest på øerne er karnevalet på St. Croix. Det afspejler øens særegne historie og kultur. Festlighederne begynder i december og ender den 6. januar med en stor parade for at ære helligtrekonger. Karnevalet har både skønhedskonkurrencer, kapsejlads, madfestival og calypso-show.
Det er ikke for ingenting USA er skandinavernes foretrukne destination udenfor Europa. Besøgstallet er endda stigende. I årets første seks måneder er gæster fra Skandinavien til USA steget med 14,6 procent i forhold til første halvår i 2013.