- Ikke siden 2010 har vi haft så gode bookingtal, som dem vi ser i år. Allerede nu er der booket 40 procent af vintersæsonen, og hver tredje booking er dansk, siger Magnus Noppa fra Kläppen.
Naturligvis er VisitSweden glad for de friske tal, for selv om den økonomiske krise har betydet at færre tager på skiferie, så ser det ud til, at danskerne nu vender stærkt tilbage.
- Populære skidestinationer i Sälen har de seneste år haft meget sne, og der er sat penge i nye anlæg, lifte, hoteller og hytter. Samtidig er de blevet bedre til at markedsføre sig over for danskerne med materiale på dansk og aftale med danske rejsebureauer, forklarer Anna Kron Boysen fra VisitSweden.
Hertil skal naturligvis lægges den lave svenske kronekurs. Det giver meget for pengene lige nu, og den konkurrencefordel hjælper de svenske skidestinationer i forhold til andre.
- Så vi forventer faktisk, at mere end 100.000 danskere vil tage på skiferie i Sverige i år, siger Anna Kron Boysen.
Skiferie i Sverige
VisitSweden har indhentet booking-oplysninger fra flere af de største svenske skidestinationer. De kan alle fortælle om markant vækst:
• Idre Fjäll: Har lige nu 23 procent flere bookinger end på samme tid sidste år
• Skistar Sälen: 30 procent flere januar-bookinger
• Kläppen i Sälen: 16 procent flere bookinger end sidste år
• Åre: 30 procent flere januar-bookinger
• Vemdalen: 30 procent flere januar-bookinger
I Sverige begynder skisæsonen typisk i november og slutter i maj.