Foreningen SF Heritage har nu gjort det nemmere at finde de historiske barer, hvor man mærker fortidens vingesus.
Byen har værtshuse for enhver smag eksempelvis Vesuvio Cafe, hvor beatniks som Neil Cassady, Allan Ginsberg og Jack Kerouac holdt til. Her sad de i timevis og diskuterede, skrev og drak. Ved siden af baren ligger beat-boghandlen City Lights Bookstore.
Prøv at bestille en Jack Kerouac, der indeholder tequila og appelsin- og tranebærsaft samt et skvæt rom. Du finder Vesuvio Cafe på 255 Columbus Avenue.
En god, stærk kop kaffe
En god gammeldags kop kaffe er også sagen. Det kan man få på Tosca Café, der åbnede tilbage i 1919. Kort efter åbningen indførte den føderale regering et totalforbud mod alkohol.
Forbuddet varede i 13 år, og for at undgå bankerot slog ejerne sig på kaffe. En espressomaskine blev i hast importeret fra Italien, og snart langede man cappuccino over disken. Dog med en lille sjat brændevin i.
På caféen kan man også få en omgang solid italiensk husmandskost. Baren har gennem årene været tilholdssted for mange kendte blandt andre Tom Cruise, Francis Ford Coppola og Sean Penn.
Her kan det anbefales at prøve en White Nun, cappuccino med brandy og kahlua. Tosca Café finder du på 242 Columbus Avenue.
Kig selv videre på kortet over San Franciscos vandhuller.