Danmarkshistoriens største nethandelsdag, Black Friday, står for døren. Danskerne sidder klar ved tasterne fredag den 23. november, når årets virtuelle forbrugsfest sætter ind. Men vær forberedt på faldgruber og ubehagelige overraskelser! Med fire vigtige forbrugerjuridiske råd er man nok bedre stillet, inden man fylder den digitale indkøbskurv. Chefjuristen hos e-mærket giver sine bedste råd.
Black Friday fik for alvor sit store gennembrud i Danmark i 2015. Siden da har handelsdagen hvert år sat nye omsætningsrekorder. Så det skal gå stærkt, når netbutikkerne uploader varer på "hylderne" og forventeligt endnu stærkere, når vi alle sammen flår dem ned igen. Fejl på butikkerne kan opstå, og du kan glemme at tænke dig ordentligt om, inden du klikker køb. Med disse 4 gode råd kan det værste måske undgås:
1) Sådan er du stillet, hvis butikken glemmer et 0,- i tilbudsprisen
Når der skal tastes rabatter ind på rigtig mange produkter, er det ikke usædvanligt, at der sker fejl. Men kan webshoppen efterfølgende annullere handlen på et tv, der skulle have kostet 5.000 i stedet for de 500, du købte det til?
"Når man som kunde handler på en webshop, er der som udgangspunkt indgået en bindende aftale i det øjeblik, kunden klikker på betalingsknappen. Man kan ikke bare annullere en aftale om køb af et produkt, fordi man er kommet til at skrive en forkert pris. Heller ikke selvom shoppen har taget alverdens forbehold for trykfejl," fortæller Camilla Engel Post, chefjurist hos e-mærket.
Hun tilføjer dog, at hvis webshoppen kan påvise, at kunden vidste eller burde have vidst, at der var tale om en forkert pris, så kan situationen være en anden.
2) Du har krav på din vare – også hvis den er udsolgt
Som kunde har du krav på det produkt til den pris, du har godkendt. Webshoppen kan ikke bare annullere en aftale, fordi varen pludselig viser sig at være udsolgt. Særligt i forbindelse med Black Friday og mængden af kampagnetilbud kan lagerbeholdningen – og ikke mindst efterspørgslen – vise sig at komme bag på selv de bedst forberedte butikker.
3) Pak varen ud med det samme – så står du bedre ift. reklamation
For mange forbrugere er Black Friday også store julegavedag. Her kan man nemlig fylde op under træet uden at tømme pengepungen helt. I følge Camilla Engel Post er det vigtigt, at man pakker varen ud, så snart man modtager den, i stedet for at smide gavepapir og julebånd omkring den. Gør man det, står man nemlig langt bedre i en evt. reklamationssag. Er varen eksempelvis blevet skadet under transporten, er det nemlig lettere at sandsynliggøre, at det ikke er en skade, der er opstået, mens man selv har haft ansvaret for varen.
4) Hold godt øje med dine byttemuligheder
Er du en af de mange danskere, som køber en eller flere af årets julegaver på Black Friday, så bør du være særligt opmærksom på webshoppens byttepolitik. De fleste varer, du køber på nettet, kan fortrydes i op til 14 dage, men da der er en hel måned til juleaften, er det jo ikke nok for gavemodtageren.
"Langt de fleste webshops forlænger allerede deres kunders returret i november, så varerne kan byttes helt frem til midten af januar, men du kan ikke være sikker på det, og så risikerer du at skuffe farmor eller din svigersøn, hvis de hellere ville have haft trøjen et nummer større", afslutter Camilla Engel Post.