Overvejer du, om haven skal opgraderes med en pavillon, nye højbede eller noget helt tredje? Så er det en god ide allerede at tage hul på planlægningen nu.
Hvad fungerer? Og hvad fungerer ikke?
Er haven begyndt at hænge lidt med mulen? Så er det sandsynligvis tid til at give den lidt opmærksomhed. Det kan også være, at du bare trænger til, at der skal ske noget nyt? Så bør du begynde at tænke over tingene nu.
Det er en god idé først at tage stilling til det, der allerede er i haven. Er der noget, der ikke fungerer? Og er der noget, der til gengæld fungerer rigtig godt? Det kan eksempelvis være, at du har lagt fliser i et hjørne af haven, men at du alligevel aldrig rigtig får hjørnet brugt, og så må du begynde at tænke lidt ud af boksen.
Enten kan du gøre noget andet ved området - måske skal det ikke være en hyggekrog, men i stedet et sted med potter og planter? Eller måske skal det bare gøres mere hyggeligt? Gør dig dine overvejelser og evaluer, hvad der fungerer - og hvad der ikke gør. Noget af det kan sikkert løses nemt og hurtigt, mens andet kræver en større gennemtænkning. Skal køkkenhaven flyttes? Skal et træ fældes (eller plantes)?
Tid til fornyelse
Når du begynder at tage stilling til din have, begynder du sikkert at få en masse idéer, og næste skridt er derfor at begynde at sætte struktur over sagerne. Rom blev ikke bygget på én dag, og det er derfor en god idé at være realistisk omkring, hvad det er muligt at nå på en sæson - og hvad der måske kan vente en sæson eller to med at blive ført ud i livet.
Det kan derfor være en god idé at lave en prioriteret liste. Hvad vil du rigtig gerne gå i gang med med det samme, og hvad kan vente til næste år? Hvis den største drøm er en pavillon, skal den øverst på listen. Men hvis der først skal gøres klar, plantes græs eller flyttes rundt, skal det komme først på listen. Så vær realistisk og lad være med at springe noget over. Hvis det skal gøres, kan du lige så godt sørge for at gøre det ordentligt til at starte med. På den måde er der større sandsynlighed for, at du bliver tilfreds med resultatet, omend det er mere langsigtet.
Det hurtige haveløft
Hvis du bare gerne vil give din have et mindre ansigtsløft, så du kan få fornyet haveglæde, er der mange små ting, som du kan gøre, der faktisk gør en kæmpe forskel. Invester i lyskæder, nye potter, et par flotte højbede og måske et lille drivhus - og din have bliver hurtigt helt anderledes og fornyet at se på.