Scenerne med heltemod og hjerteblod på havet er talløse i dansk kunst. Det er beretningen fra før og nu, men også historien om havet som handelsplads.
Således skriver museumsdirektør Mads Damsbo, Brandts i forordet til det flotte værk "Havet – det andet landskab", som museet har udgivet i anledning af vinterens flotte udstilling af samme navn.
Museet for kunst og visuel kultur udgør en del af den gamle klædefabrik Brandts, der er blevet bygget om til et moderne kultur- og shoppingcenter midt i Odense bys hjerte. Og det er her, vi finder en af vinterens store succesudstillinger om havet, som lukker den 1. marts 2015 efter at have været åben siden oktober sidste år. For de hurtige kan udstillingen lige akkurat nås.
Bog om udstillingen
Men den flotte udstilling kan heldigvis stadig ses, hvis man køber bogen om udstillingen. Det er tale om et fremragende indbundet skrift på knap 200 sider; rigt illustreret med en lang række af de bedste malerier af havet, dets skibe og dets mennesker fra før fotografiet blev opfundet suppleret med fotos fra de seneste knap 100 år.
I bogen fortælles om opdagelse af havet som landskab, myte og drama. En lang række hovedværker fra 1800-tallets majestætiske mariner til vore dages globaliserede liv på vandet levendegjort gennem fremragende malerier af datiden største kunstnere er med i bogen.
Malere fra romantikken
Eksempelvis P. S Krøyer, Anna og Michael Ancher, Christian Mølsted, Carl Neumann, C. W. Eckersberg, Holger Drachmann, Johannes Larsen, Fritz Syberg, Jens Søndergaard og J. Willumsen for blot at nævne nogle af Danmarks mest kendte og elskede malere.
De havde det til fælles, at de alle elskede at male havet med dets mennesker og skibe i forskellige tidsperioder.
Baggrunden for at Brandt valgte at folde havet ud som historisk motiv i kunst er, fordi Fyn og øerne også lokalt i kongeriget Danmark er en geografi præget af havet som det andet landskab.
Troels Kløvedal
Bogens mange fremragende illustrationer med skildringen af havet på godt og ondt gennem flere århundreder er suppleret af flotte og spændende fortællinger og digte af nogle af vores kendte fædrelandsdigtere.
Også nulevende koryfæer inden for sejlerlivet blandt andet Troels Kløvedal har bidraget. Desuden tager Benjamin Asmussen os med på en rejse på havet gennem flere århundreder frem til i dag.
Den flotte og inspirerende bog kan købes på Brandt Kunstmuseum i informationen.