Bogen "Vild Jagt" er skrevet af globetrotteren, jægeren, lystfiskeren og journalisten Freddy Wulf. Igennem en hel menneskealder har han rejst kloden rundt og opsøgt de mest ukendte stammefolk og jægere i nogle af jordens næsten uberørte egne.
Det er der kommet en række spændende, og eventyrlige beretninger ud af. I "Vild Jagt" besøger Freddy Wulff jægere, som alle lever af jagt og fiskeri, fordi det er deres eneste chance for at overleve.
Under turen rundt kommer forfatteren til Australien, Yukon i Canada, Mexico, Indonesien, Laos og Alaska.
Stammefolk og civilisation
På en indlevende, spændende og meget dramatisk måde tryllebinder forfatteren læseren i sine fortællinger om livet blandt de forskellige stammer, der lever af og i naturen. Det bliver et åndeløst møde med de oprindelige folk, hvis levevis trues af civilisationen mere og mere for hver dag.
Det er også et møde med mennesker, som ikke alene lever af dyrene, men som også udøver naturforvaltning. Hvis der i fremtiden ikke bliver plads til disse mennesker på grund af civilisationens ubønhørlige fremmarch, fjernes også grundlaget for dyrenes overlevelse.
Tingene hænger sammen, og det er det billede, som Freddy Wulff på fremragende vis fortæller i sin bog, der er illustreret med utroligt flotte fotos fra de mange oplevelser.
Gode råd om jagt
En anden jagt- og naturbog "Jagtrejsefeber 2" er redigeret af jægeren samt jagt- og naturfotografen Thomas Lindy Nissen. Han har i bogen samlet en lang række jagtberetninger og gode råd fra en række af Danmarks mest berømte og dygtigste storvildtjægere.
Læseren tages med på vilde jagtoplevelser i Cameroun, Namibia, Forenede Arabiske Emirater, Island, Norge, Tyskland, Australien, Alaska og Peru.
Kapitlerne er bygget op med spændende jagtrejseberetninger, der giver læseren en fornemmelse af selv at befinde sig på bjerget, i bushen, med riflen i skydestokken eller i en anden af de mange andre jagtsituationer.
Hvert kapitel er suppleret med fakta bokse, som kan hjælpe læserne med selv at tilrettelægge en jagtrejse til det pågældende område.
Planlæg din jagtrejse
At tage på jagtrejse bliver nemlig i disse år mere og mere populært. For mange jægere er glæden ved aktivt at planlægge turen, finde det bedste revir og vælge den helt rigtige udbyder en vigtig del af glæden ved en jagtrejse.
Valg af det rigtige udstyr, den rigtige årstid og det optimale kaliber er andre vigtige dele ved det at gå på jagt. Alt det kan man læse om i den levende bog, hvor man virkelig som læser føler, at man oplever "jagten på jagten" på nær hold.
Forfatterne til de mange jagteventyr er foruden Thomas Lindy Nissen selv Claus Ballisager, Dan Saugstrup, David Carsten Pedersen, Jens Kjær Knudsen, Rune Fich Weischer og Troels Romby Larsen. Vigtige forbrugerinformationer i bogen er blandt andet korte artikler om blandt andet hjemtransport af trofæer, konservatortips og andre praktiske ting.
En lang række fotografer inklusive forfatterne til de mange artikler har bidraget til de fremragende fotos i bogen.
Begge jagtbøger er glimrende julegaver til den, som holder af jagt, lystfiskeri og natur.
Vild Jagt
Vild Jagt er udgivet på Gads Forlag
Jagtrejsefeber 2
Jagtrejsefeber 2 er udgivet på Lavemarksgaard Freelance
Flere informationer på www.jagtrejsefeber.dk.