Ifølge metrologerne skulle der komme noget regn i ugens løb – vi håber, at udsigten holder, for det er stærkt tiltrængt.
Her i vores have har vi vandet alle blomsterkrukkerne regelmæssigt, og nogle af de mere vandfølsomme buske, som rododendron, men det forslår så lidt.
Håber på regn
Det er jo efterhånden blevet en dyr fornøjelse, hvis man for alvor skal vande buske og staudebedene, så det hjælper. Så vi håber, at der kommer noget vand fra oven i denne kommende uge.
Men ellers står blomsterne i fuldt flor, rododendronbuskenes blomster varer dog kun kort tid netop som følge af tørke og blæst.
Lige nu er pæonerne i blomst, de holder heller ikke længe af samme grund. Roserne klarer sig lidt bedre, men også klematis er hårdt ramt af tørken, selvom vi har vandet. De holder heller ikke blomsterne så længe i år.
Nip de visne blomster
Husk at nippe de visne blomster af klematis og en lang række sommerblomster i krukkerne, så sætter de automatisk blomster igen, og vi kan glædes over dem i lang tid.
I havebassinet har åkanderne sat deres første blomster, både en hvid og en rød flot rosenkrans af en blomst.
Selvom det har været tørt, er ukrudtet i blomsterbedene alligevel vokset især skvalderkålene. Men det nytter ikke så meget, at du hakker stænglerne over, for de skyder igen.
Vent til der er kommet regn og brug derefter en lille graveske og få fjernet skvalderkålens lange hvide rødder, ellers får du ikke bugt med dem.
Kartoflerne i blomst
Urtehaven har jeg vandet flere gange, og nu blomstrer kartoflerne. Så det varer kun nogle få dage, før vi skal smage vores første nye kartofler – det bliver lækkert.
Rødbederne er klar til at blive tyndet ud, og det samme er salat og radisser.
I drivhuset er vindruernes mange skud blevet nippet, og skuddene er klippet af efter andet blad efter klasen. Vi har aldrig haft så mange klaser som i år.
De første agurker fra drivhuset
Agurkerne har sat de første cirka 25-30 agurker – de længste er cirka 10 centimeter lange, så det varer ikke længe, inden vi kan høste de første gode, hjemmedyrkede agurker.
Tomaterne er knap så langt fremme. Frugterne er kun på størrelse med en femkrone, så det varer lidt endnu inden de er røde og klar til plukning.
Men husk hele tiden at fjerne sideskud ellers bruger planten alt for megen energi på at sætte sideskud i stedet for frugter.
Økologisk gødning
Du skal i øvrigt være opmærksom på at begynder dine blomster at få gullige blade og er det samme tilfældet med urterne både i køkkenhave og i drivhus, tyder det på at planterne mangler gødning.
Du kan benytte både fast økologisk gødning og flydende økologisk gødning. Tal med din planteskole herom og få gode råd.
Græsplænen er hårdfør
Græsset er ikke blevet slået i en uge, og det skyldes, at det næsten ikke gror på grund af tørken, ja plænen er nærmest halvgul.
Men græsset skal nok komme igen, så vi afventer lige vejrsituationen.
Der er således nok at lave i haven, men også tid til at nyde de mange skønne blomster i deres vulkanudbrud af farver. God sommer.