Rododendron i tusindvis i Skåne

Udgivet i Bolig
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
De blomstrende rododendronbuske er fantastisk smukke lige nu. De blomstrende rododendronbuske er fantastisk smukke lige nu. Foto: Aage Krogsdam.

SOFIERO: Allerede da vi stiger ud af bilen på parkeringspladsen lige overfor indgangen til Sofiero, nær Helsingborg, kan vi fornemme den let krydrede og særlige duft i næseborene fra de tusinder rododendronbuske, som lige nu her i begyndelsen af juni står i fuldt flor.

Hvis du vil have samme oplevelse skal du skynde dig, for om 8-10 dage er de afblomstrede. Turen til Sofiero er det hele værd, for det er en skøn oplevelse at på opdagelse blandt de mange buske med blomster i alle regnbuens farver og størrelser.

10.000 rododendron

Foruden mere end 10.000 rododendronbuske rummer slotshaven også en rosenhave, en georgine- eller dahliahave, en køkkenhave og flere forskellige andre have-afsnit, anlagt i forbindelse med særlige kongelige begivenheder.

sofiero-sverige-helsingborgSom følge af de sidste to måneders kølige vejr er der næsten kun rododendron buskene, der blomstrer i øjeblikket. Lige som os tobenede skabninger sukker blomsterne efter sol og varme.

Sofieros slotspark er en oplevelse i sig selv. Den store park med den skønne grøn plæne foran slottet er anlagt på en skråning med flere kløfter ned mod Øresund med det gamle slot stolt knejsende på toppen højt over bøgetræerne. For fem år siden blev slotsparken kåret til Europas smukkeste park.

Slottet bygget i 1865

Historien om Sofiero slot går tilbage til 1864, da den daværende kronprins Oscar købte en ejendom cirka 5 km nord for Helsingborg. Her byggede han et sommerslot og forærede det til sin kone prinsesse Sofie. Slottet blev bygget i hollandsk renæssancestil. I starten var der kun én etage på slottet, som stod færdigt i 1865.

Parken var der ikke gjort noget ved, og det var først da Oscar i 1895 blev konge i Sverige under navnet Oscar II, at slottet fik en omfattende renovering, og der blev bygget endnu en etage på bygningen, som fik det udseende slottet har i dag.

Kong Gustaf Adolf

I 1905 gav kongeparret slottet til deres sønnesøn kronprins Gustav Adolf og prinsesse Margaretha fra England. De nye ejere renoverede slottet, så stuerne blev lysnet op, og der kom moderne møbler.

soe-have-sofiero-sverige-helsingborgDa parret samtidig var meget haveinteresserede ikke mindst kronprinsessen, begyndte de anlæggelsen af en stor blomsterhave koncentreret omkring rododendronbuske samt andre blomster og planter.

De næste 15 år voksede haven langsomt frem. I 1920 døde Margaretha, efter at parret havde fået fem børn heriblandt vores dronning Ingrid. Tre år efter Margarethas død giftede kronprinsen sig igen og denne gang med Lady Louise Mountbatten fra England.

Kongefamiliens sommerslot

Sofiero blev derefter kronprinseparrets sommerslot og blev flittigt brugt af familien, også efter at Gustav Adolf blev Sveriges konge i 1950.

Samtidig med at slot og park blev familiens samlingspunkt, udbyggede Gustaf Adolf og Louise haven yderligere og plantede mere end 5000 rododendronbuske samt andre træer og buske i haven. Alt sammen buske, planter og træer, som gæsterne nyder godt af i dag.

Gave til Helsingborg Kommune

Ved sin død i 1973 testamenterede kongen Sofiero slot og park til Helsingborg kommune, der siden har udviklet og udvidet slot og park yderligere.

I mange år var Sofiero dronning Ingrids andet hjem. Prinsessen havde også en finger med i spillet med udviklingen af haven, indtil hun i 1935 giftede sig med den senere kong Frederik IX. Dronning Ingrid kom sommer efter sommer tilbage til slottet med Kong Frederik og deres tre prinsesser.

I selve slottet er der løbende udstillinger af forskellig art om den svenske kongefamilie, og værelserne som familien benyttede indtil 1973, er stadig bevaret med møbler og genstande fra den kongelige periode.

På slottet er der en cafe og en restaurant med dejlige menuer som kan indtages, mens man nyder den flotte udsigt over Øresund med Kronborg og Helsingør i baggrunden.
Sofiero har tillige sin egen planteskole, hvor det er muligt er købe planter og stiklinger fra parkens blomster og planter.

Læs mere på www.visitsweden.se eller www.sofiero.se.

Senest ændret Tirsdag, 09 juni 2015 08:19

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.