Vi har alle prøvet det. Det er blevet weekend, og det er blevet tid til at gå i byen. Men du og dine venner kan ikke blive enige om, hvor I skal hen. En gider ikke på diskoteket med den høje musik, en anden gider ikke kun at sidde på en barstol, mens den tredje er træt af stambaren, som I altid ender på, fordi I ikke kan blive enige. Hvis det er jer, så er det på tide at ryste terningerne og prøve noget nyt. Fritidsmagasinet guider jer til nogen af de bedste steder i København, hvor man kan få en sjov og anderledes bytur.
LÆS OGSÅ: Vinter i København - Guide til sjove aktiviteter
Øl og brætspil i tusindvis
Som barn indebar en hyggelig aften med vennerne ofte lidt konkurrence, hvor den evige hæder altid var på spil. Med et visit på Bastard Café kan man gå i barndom igen og genopleve disse minder. Her handler det nemlig om at kommer lidt væk fra den digitale hverdag og hygge med dine venner over et godt gammeldags brætspil. Uanset om du er til Ludo, Risk, Backgammon eller noget helt fjerde, så vil du være i stand til at finde det på Bastard. Brætspilscafeen holder sig nemlig ikke kun opdateret på klassikerne men ligeledes på et bredt udvalg af nye spil, som man kan fordybe sig i, mens man får en øl eller to. Og med et udvalg på over 2.100 spil kan man finde mange skæve og anderledes spil, som man aldrig har hørt om før – ens tid skal derfor nok få hurtigt ben at gå på her.
Bastard Café
Rådhusstræde 13, 1466 København K.
Kast med tunge kugler og kom i stødet
For mange er petanque lig med sommer og familiefester. Det behøver det dog ikke at være mere – med Petanque Bars overdækkede baner kan man nemlig spille året rundt. Så find din indre franskmand frem og bevæg dig ned til baren i hjertet af København, hvor man kan få lov til at lege med tunge kugler. Det er en sjov og stressfri venne-aktivitet, hvor man selv i kampens hede kan have et glas i hånden. Og skulle man blive sulten, er det selvfølgelig også muligt at få tilfredsstillet denne med en lækker burger eller pizza. Petanque Bar sørger for det hele - så de multifarvede plastikkugler fra sommerhuset lader man bare blive derhjemme. Baren er nemlig fuldt udstyret. Det eneste man skal huske er det gode humør – og evt. at reservere en bane, hvis man vil være sikker på alt ikke er booket.
Petanque Bar
Generator Copenhagen - Andelgade 5-7, 1304 København K.
Syng med på alle klassikerne
Musik hører altid en bytur til, men hvis jeres aften først er fuldendt, når I har fået skrålet med på alle klassikerne, bør I overveje at svinge forbi karaokebaren Sams Bar. Her kan man nemlig få lov til at synge lige så tosset, som man vil. Alle er i godt humør, og stemningen er afslappet. Så selvom man ikke er den mest musikalske sanger, skal man ikke være bange for at hoppe op på scenen. Her handler det nemlig ikke om at være den bedste men bare om at være med og have det sjovt. Så tag dine sangglade venner i hånden og nyd den ´gode´ musik.
Sams Bar
Østergade 17-19, 1100 København K.
Spil rundt om bordet
Er man vild med små hvide kugler og billig øl, så bliver Dupong dit nye yndlingssted – disse går nemlig i hånd i hånd her. Hos Dupong spilles der rundt om bordtennisbordet, og som gæst har man rig mulighed for at give nogle tørre tæsk til sine venner og andre gæster i baren. Alle er velkommen, og der er ingen krav i forhold til niveau for at deltage i spillet. Især hvis man er en tur alene i byen, er denne bar et oplagt sted at svinge forbi - en omgang rundt om bordet er nemlig en super måde at falde i snak med nye mennesker på.
Dupong
Griffenfeldsgade 52, 2200 København N.
Lækre drinks i kolde temperaturer
Hvis man ikke er det helt stor konkurrencemenneske men stadig gerne vil drysse sin bytur med noget specielt, bør man svinge forbi Reflections Icebar. Her kan man få lækre drinks i utraditionelle omgivelser. Store skulpturelle isblokke, hentet fra frosne floder i det nordlige Skandinavian, pryder nemlig lokalet, hvorfor temperaturen er sænket voldsomt. Man skal dog ikke være bange for at fryse, da man ved indgangen får udleveret en vinterkappe, der holder en varm samtidig med, at man ser stilrigtig ud. Reflection Icebar opererer i 45 minutters intervaller, så et besøg her vil ikke være en helaftensevent. Men det er en god måde at give en tvist, til hvad der ellers ville blive en traditionel bytur.
Reflections Icebar
Generator Copenhagen - Andelgade 5-7, 1304 København K.