Der er naturligvis nogle jagthunderacer som kan flere ting, mens andre er specialister på et felt. Men fælles for alle jagthunde er, at de skal kunne apportere, det vil sige finde det skudte vildt og bringe det tilbage til jægeren.
LÆS OGSÅ: Sæson for anskaffelse af hundehvalpe
Derfor er opdragelse og dressur i høj grad vigtig for, at man kan få en god jagthund ud af det. I det følgende vil vi give nogle gode råd om jagthunde.
Jagt og hunde
Siden den yngre stenalder har jagthunden gjort mennesket følgeskab på jagt, og den har altid været en trofast og loyal firbenet jagtkammerat.
I dag er den uundværlig for jægeren, og det står ligefrem i jagtloven fra 1993, at ingen må gå på jagt på landjorden uden at der er en hund med, der kan opsøge, ?nde og bringe det skudte vildt tilbage til jægeren.
Bestemmelsen i loven betyder dog ikke, at ti jægere skal have ti hunde med på jagten. De skal blot medbringe det antal hunde. som er nødvendig alt efter jagtformen til at hundene kan finde og apportere, det vildt, der nedlægges under jagten.
Mange hunderacer
Der findes mange forskellige jagthunde racer. De oprindelige jagthunde var spaniels. De blev udviklet til falkejagt, hvor de skulle rejse fuglene, så falkene kunne slå disse (fange dem i kløerne).
Før ildvåbenets tid havde man ikke mulighed for at skyde vildtet. Derfor jagede man ved hjælp af hunde og fangstnet eller rovfugle.
Efterhånden som udviklingen inden for skydevåben tillod jagt, hvor man skød vildtet, var spaniels ideelle jagthunde til at få fuglene til at flyve op foran jægeren, så han kunne skyde fuglene, stort set som vi kender det i dag.
Stående hunde
Man opdagede, at visse spaniels havde tendens til at standse op for vildtfært for efterfølgende at rejse vildtet. Denne egenskab begyndte man at fremavle og udviklede en speciel hundetype, nemlig setting spaniels, som blev forfaderen til setter racerne. (irsk setter, engelsk setter og gordon setter).
Denne udvikling fandt sted i England samtidig med, at man også fremavlede stående hunde på kontinentet. Det var hunde, som minder om pointere bare med forskellige hårlagstyper. Disse hunde er forfædre til de kontinentale hunde.
I takt med at skydevåbnene blev almindelige på jagt, voksede behovet for hunde, der kunne bringe vildtet hjem til jægeren, efter at det var skudt.
Gode apportører
Til dette arbejde, med hurtigt at hente vildtet efter skuddet, udviklede man apportører - retrieverracerne. Disse hunde er et resultat af krydsninger mellem en nu uddød hunderace fra New Foundland, St. Johnshunden, og forskellige spaniels- og setter-racer.
De enkelte hunderacer har hver sit speciale, som er udviklet igennem generationers avlsarbejde, og det skal jægerne udnytte og drage fordel af.
Afhængig af opgavens sværhedsgrad skal der stilles visse krav til hunde, som bruges til jagt. Deres forskellige egenskaber skal man udnytte. Man kunne aldrig drømme om at bruge en ruhåret hønsehund til gravjagt, og det burde være en lige så stor selvfølge, at hunde uden anlæg for stand ikke med virker sammen med stående hunde ved markjagt efter eksempelvis agerhøns og fasaner i roer.
LÆS OGSÅ: Hunderacer
Arvelige egenskaber
Der kan inden for samme race være enorm variation. Det er de arvelige egenskaber, der sætter grænserne for hundens evner, mens miljøet afgør, hvor langt hundens udvikling når inden for de givne grænser.
Hundens udvikling er et samspil mellem disse faktorer. Nogle hvalpekøbere er af den opfattelse, at har forældrene været dygtige hunde, bliver afkommet det automatisk også. Det er delvis rigtigt, idet evnen til at lære samt en række andre egenskaber er medfødte.
Men forældrehundene er blevet tillært en række egenskaber, som hvalpene også skal tillæres for at nå samme standard som forældrehundene. Derfor skal man gå til fordressur og dressur med sin nye jagthund.
