×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med id: 143

Flyd med strømmen

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(1 Bedømmelse)
Lykken er at lade sig flyde med strømmen. Lykken er at lade sig flyde med strømmen. Foto: Karsten Himmelstrup.

SKØNNE FRANKRIG: En ferie ved den franske Middelhavskyst behøver ikke kun at handle om at ligge ved stranden eller opleve gamle kulturbyer. Ta' op i bjergene i baglandet og få naturen på meget tæt hold.

Den franske Middelhavskyst tiltrækker millioner hvert år. Fra den italienske til den spanske grænse byder Frankrig her på en helt speciel atmosfære som tiltaler. Især den østlige del er mondæn, og bynavne som Nice og Cannes er brands på linje med Coca Cola. De vækker helt specielle følelser i masser af mennesker.

Et par timers kørsel længere mod vest minder en by som Aix-en-Provence om at det hele ikke kun handler om strandkurv og solcreme. Aix-en-Provence er grundlagt af romerne, og gaderne emmer af kulturarv. Fontænerne kendetegner denne kulturby, hvor livet leves på gaderne og fortovscafeerne og de rige herskabsboliger blot skal vises frem.

Cannes er nok den mest mondæne by ved den franske riviera, mens Nice i kraft af sin størrelse tiltrækker mange, som tager en tur på den bynære strand, Promenade des Anglais og i den gamle bydel præget af, at Italien ligger ikke mange kilometer østpå.

Cote d'Azur er ikke kun hektiske strand- og byliv. Det langt mindre kendte bagland til kystbyen Nice byder på natur, frisk luft og klar kildevand, så der er al mulig grund til at følge vejen op nord gennem bjergene. Deroppe hedder de centrale byer Dignes og Grenoble, men allerede efter en halv times kørsel - afhængig af trafikkens intensitet - langs Var-floden i dalen op imod de franske alper, gælder det om at være opmærksom. Drej fra ved Carros og følge de små snørklede veje op gennem bjergene.

Heroppe er kontrasten til den meget aktive større by Nice slående. Kør eventuelt til kunstnerbyen Vence, som stadig har bevaret sin charme trods en massiv turistinvasion og decideret indvandring ikke mindst af ældre englændere, som tilbringer deres alderdom på fransk.

Tiden står stille

naturLængere oppe i dalen er der ro. Vi vælger ude i bjergene at vandre ned til floden Esteron, og her kan man lade sig flyde med af strømmen eller lægge sig mellem de store sten og lade det friske vand bruse omkring ørene.

Her kan man smøre ansigtet og kroppen ind i mudderet fra bjergene – selv de dyreste mærkevarer fra lufthavnsbutikkerne kan ikke måle sig. Tiden står stille, og ingen har travlt, simpelthen fordi ingen tør bryde fortryllelsen.

Her er der mulighed for at blive et med naturen. Men sørg for at have godt med solcreme med, sørg for lidt proviant og vær forsigtig med at bade.

Strømmen er stærk, fordi vandet fra smeltende sne i bjergene bruser af sted, og de mange store sten giver sig ikke, hvis man støder imod. De kan desuden være glatte, så det gælder om at være forsigtig, når man skal i vandet – og op igen. Til gengæld begynder man først efter nogle timer at tænke på turen op ad bjerget – op til bilen.

flodVækker undren

Hvis badetøjet er med i bagagerummet, findes denne bademulighed lidt længere oppe i Var-dalen. Det er en fantastisk mulighed for dels at vandre i bjergene, dels at bade i den brusende flod.

Kør fra hovedvejen over floden ind til byen Saint-Martin-du-Var. Herfra går turen ad meget smalle bjergveje i retning mod Pierrefeu og Roqesteron. Efter nogle kilometer går turen gennem byen Gillette, som klæber sig til bjergsiden og inviterer til et stop. At det overhovedet har været muligt at bygge en by her på bjergsiden er det værd at undre sig lidt over.

Find vandrerstøvlerne frem

Efter et eventuelt kort ophold, går turen videre. Præcis fem kilometer efter Gillette – og efter at vejen et sted er skåret ind i og under klipperne samt har passeret et foreløbigt højdepunkt i form af en Col - bjergets toppunkt– er der mulighed for at parkere bilen nede af en lille stejl grusvej på venstre hånd.

Et skilt viser, at her starter en vandretur ned til Pont de Cerise, som viser sig at være en gammel romersk bro over floden Esteron. Snør vandrestøvlerne og tag turen nedad og atter nedad til dalen, hvor floden bruser og kan høres på lang afstand.

Senest ændret Mandag, 16 juli 2018 06:42

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.