×

Advarsel

JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med id: 148

Forunderlig ferie i Thailand

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Thailand er et fortryllende land, hvor man finder sig selv. Thailand er et fortryllende land, hvor man finder sig selv. Foto: Nicolaj Hovmand Nielsen.

FORUNDERLIG FERIE: Thailand er et dejligt land, som igennem årene har vundet manges hjerter. I Danmark har landet også gjort sit indtryk, og flere og flere vælger at besøge det Sydøstasiatiske land for kortere eller længere perioder, når temperaturerne derhjemme går mod nul. Andre smutter afsted, selv når vejret er strålende, for Thailand her meget at byde på.

Den varme temperatur, de børnevenlige strande, den venlige befolkning, den fantastiske natur og det rige dyreliv, gør Thailand til den ideelle destination for både børnefamilier, backpackere og mange andre danskere.

Hvis du endnu ikke har haft glæden af at stifte bekendtskab med dette dejlige land, så har du bestemt noget til gode. I artiklen her vil vi præsentere jer for det mangfoldige land og vække rejselysten ved nye besøgende, såvel som gengangere.

Thailands kultur og historie

Thailand er et spændende land, der har meget at byde på kulturelt. Landets historie adskiller sig fra dets nabolande, og det har sat sit præg på både religionen og staten. Den rige madkultur forbløffer mange og giver en lyst til at komme tilbage til landet igen og igen

Thailand er det eneste land i Sydøstasien, der tilbage i kolonimagternes tid ikke blev koloniseret. Men landets geografi blev dog påvirket af de grænsedragninger kolonimagterne foretog sig tilbage i 1900-tallet. Thailand gennemgik i disse år en enorm udvikling, hvilket medførte jernbaner, telefonlinjer, skolesystemer og modernisering af flåden.

Under 2. Verdenskrig blev Thailand invaderet af japanske styrker og valgte derfor at alliere sig med landet. Efter krigen tog Thailand dog afstand herfra og opretholdte samtidig en antikommunistisk politik, som senere medførte, at de modtog økonomisk bistand fra USA, som eksempelvis blev brugt på at opbygge landets infrastruktur.

Landets senere historie er præget af politik, hvor både den civile regering og militæret har haft skiftende indflydelse. Korruption og militærkup har været nøgleord, og turismen har i perioder været ramt på grund af faren for vold. I dag ser landets sig ikke fri for uroligheder, men i forhold til mange af dets nabolande er Thailand en af de roligste og sikreste lande at rejse rundt i. Deres indtjening kommer i en høj grad gennem turisme og igennem mange års erfaring, ved de om nogle, hvor vigtigt det er, at turisterne føler sig trygge.

buddha-thailand-ferie-rejserDen buddhistiske religion

Selvom der i landet er religionsfrihed, så er omkring 95 procent af den thailandske befolkning buddhister. Theravada-buddhismen, som er det rette navn, blev indført af monfolket omkring 500 e.Kr. Den buddhistiske munkeorden (sangha) og staten har et tæt samarbejde, hvilket blandt andet betyder at uddannelse af munke, samt udnævnelsen af sanghaens øverste leder kontrolleres af staten og kongen.

De mange klostre og templer man finder rundt omkring i Thailand, har en stor betydning i befolkningens dagligdag og man bør derfor tilgå dem med stor respekt. De fleste templer er åbne for turister og også meget velbesøgte.

Det Thailandske køkken

Det Thailandske køkken er en kategori for sig selv, og en grund til at mange vælger at vende tilbage til Thailand igen og igen. I turistområderne findes der mange vestlige restauranter, men skal man til Thailand, skal man gøre sig selv den tjeneste at spise lokalt. Kvaliteten varierer selvfølgelig, men landet er stolt af dets kulinariske evner, og der er rig mulighed for at forkæle sine smagsløg.

Thailand som feriedestination

Selvom der også er gode muligheder for at slå sig ned i Thailand for en længere periode, så vælger de fleste danskere at se Thailand som en feriedestination, hvor de kan tilbringe 2-4 uger ad gangen.

Som nævnt tidligere er Thailand et mangfoldigt land, der rummer en lang række muligheder og derfor egner dette feriemål sig til mange typer af rejsende. Backpackerne har udforsket landet længe, men er stadigvæk at finde på især de mindre øer, i hovedstaden og i Nordthailand, hvor der endnu er mange uudforskede områder.

I Sydthailand, hvor de flotte strande ligger på stribe, er det til gengæld blevet børnefamiliernes, de parrejsende og de der søger kærlighedens, territorium.

sand-sandstrand-ferie-thailand-rejseLandet med de mange øer

Selvom hovedstaden er begyndt at interessere de kulturrejsende mere og mere, så er det Thailands mange skønne øer, der vinder, når det omhandler turisme. Og ligesom mange andre asiatiske lande, så er øer bestemt ikke en mangelvare i Thailand. På de større øer skyder det ene ressort op efter det andet, og indenfor hundred meter finder man både en 7elven, en McDonald's og en Starbucks. De mindre øer er stadigvæk forholdsvist uspolerede, og her hersker der stadigvæk hygge og ro.

Lige meget hvem du er, og hvad du ønsker af en ferie, så findes der en Thailandsk ø, der opfylder dine behov. Det er blot at udforske mulighederne. Ofte er der også rige muligheder for at stifte bekendtskab med mere end blot én ø på din rejse, da bådforbindelserne imellem de fleste øer er ganske udmærket.

Phuket er stadig en perle

For mange er Phuket førstevalget, og selvom turismen virkelig har taget sit indtag, så er Thailands største ø stadigvæk en perle. Øen har med sine hele 576 kvadratkilometer nemlig uendelige muligheder. De store danske charterselskaber flyver stort set hver dag i højsæsonen, og prisen er begyndt at konkurrere med europæiske turistmål. Så hvorfor ikke tage til lidt mere eksotiske himmelstrøg?

Selvom selve Phuket rummer alt hvad hjertet begærer, så er en udflugt til de populære bounty øer som for eksepel Koh Phi Phi på manges liste. De små øer ligger kun to timer fra Phuket, og bådene sejler i døgndrift. Selvom priserne er højere for hotel og lignende så er en overnatning i det ultimative paradis, noget man virkelig bør overveje at finde plads til i sit budget.

Det nye populære turistmål, Krabi

For mange gengangere, der har lyst til at opleve mere end masseturismen på Phuket og Koh Phi Phi, er den nærliggende region Krabi blevet populær. De mange små øer langs kysten, som Koh Lanta, Koh Jum og Koh Muk eller nogle af kystområderne, er de seneste par år kommet på manges læber. Selvom området oplever en stigning af turister, så er tempoet nemlig stadigvæk stille og roligt, og de mange flotte strande er endnu ikke overbefolkede.

Krabi har sin egen lufthavn, hvor man kan flyve direkte til fra København, og selvom øerne endnu ikke har broadgang, så fungerer transporten til og fra feriedestinationerne upåklageligt. Man skal blot huske, at tempoet ligesom i mange asiatiske lande ikke altid er i så højt gear som hjemme i Norden.

Thailand - det fortrukne feriemål for mange

Thailand er begyndt at have en række konkurrenter, og det bliver kun nemmere og nemmere at rejse rundt på egen hånd i Asien. Men Thailand er dog for mange stadig uden sammenligning.

For selvom de smukke strande i Filippinerne på Boracay, Malaysias mangfoldighed og Indonesiens eventyrfyldte jungle er appellerende, så har Thailand fundet plads i manges hjerter, og derfor bliver de ved med at vende tilbage til det dejlige land.

abe-thailand-ferie-rejseThailands skønne natur

Den Thailandske natur er varierende samt berigende, og selvom man har besøgt mange dele af landet, kan man igen og igen blive overrasket. Skjulte laguner, voldsomme vandfald, fascinerede klippeformationer, ja vi kunne blive ved. Thailand byder på en lang række naturoplevelser, og deres sublime strande er for rigtig mange et af de store højdepunkter. For selvom vandet ikke alle steder er krystalklart, så er det dejlige rolige sandstrande, som er helt perfekte at dase på.

Klimaet i paradis

Vejret er det mange sukker efter, og ja det kan være enormt varmt, men når man alligevel skal ligge og dase ved stranden, så er de høje temperaturer de helt rette! I Thailand har man også regnsæson, men heldigvis for os, er det mens vejret hjemme i Danmark for det meste viser sig fra sin gode side. Og skulle man få lyst til at besøge Thailand i sommerperioden, så kan dette også sagtens lade sige gøre. Priserne er væsentlige billigere, og de enkelte regnskyl, der kan forekomme, er enten om natten eller meget kraftfulde og kortvarige.

Den Thailandske befolkning har ry for at være nogle af de sødeste og rareste i verden, og hvis man har besøgt landet, ved man at dette ikke er helt fejlagtigt. De står altid parat til at hjælpe dig, også lige meget om der er en sproglig barriere. Så finder man frem til en løsning ved hjælp at tegnsprog og et smil på læben.

sandstrand-hav-thailand-ferie-rejserSom nævnt tidligere, så er der både mange rejseselskaber og rutefly, der flyer enten direkte eller med én enkelt mellemlanding til både Bangkok, Krabi og Phuket. Det er selvfølgelig en længere rejse man skal ud på, men det er bestemt også det hele værd.

Transporten rundt i landet til den ønskede destination, kan enten arrangeres hjemmefra, eller når man kommer frem, og det er intet problem at komme derhen, hvor man skulle ønske til en fornuftig pris.

Visum og vaccination

Visum og vaccinationer skal heller ikke give dig den store hovedpine, for ved indrejse i Thailand får man automatisk 30 dages visum, og skulle man ønske at blive i længere tid, kan man nemt tilkøbe yderligere 30 dage for 1800 bath, som svarer til cirka 330 danske kroner. De krævede vaccinationer tæller stivkrampe og hepatitis A, og derfor vil et hurtigt besøg hos lægen et par uger før være tilstrækkeligt.

Nicolaj og Malene fra rejsebloggen Justbrowsing.dk har i 2016 tilbragt to måneder i Thailand og ser frem til at skulle besøge det dejlige land i flere omgange på deres rejse rundt i Sydøstasien i hele 2016.

Thailand kort:

Hovedstand: Bangkok (Krung Thep)
Areal: 514.000 km2
Befolkningstal: ca. 65 mio.
Tidszone: +6 timer i forhold til Danmark (GMT+7)
Folkeslag: Thai (80 %), Kinesere (10 %), Malaysisk (7 %), øvrige minoriteter (7 %)
Religion: Buddhisme (95 %), muslimer (4 %), øvrige (1 %)
Grænser op mod: Burma (Myanmar), Laos, Cambodja og Malaysia

Senest ændret Mandag, 09 maj 2016 06:50

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.