Hotellet ligger midt i Singapores business distrikt ikke langt fra Marina Bay. Hotellet er 5-stjernet, hvilket mange hoteller faktisk er her i storbyen Singapore. Alligevel skiller Pan Pacific sig ud med ekstra meget af det hele.
Eksklusive indkøb
I tilknytning til og som nabo til hotellet ligger tre store indkøbscentre, Suntec International Kongres- og Udstillingscenter, Marina Square og Millenia Walk. Indkøbscentrene er store med flere hundrede eksklusive butikker i hver.
Det hele er så stort, at du nemt kan fare vild, det gjorde vi og måtte spørge om hjælp, for at vi kunne finde tilbage til vort hotel.
Seværdigheder
I gåafstand fra hotellet ligger havneområdet med Løvehavfruen, Theatres on the Bay, Singapore Flyer (verdens højeste udsigtshjul) og det ikon-agtige Marina Bay Sands hotel, hvor der på toppen af de tre hotelsøjler "sejler" et skib, med en grøn park på en hektar og svømmebassin på 57 etage.
Fra Pan Pacific er der heller ikke langt til den nye store øko-park, som er enestående og formenlig den eneste i sin art i verden "Gardens by the Bay".
På Hotel Pan Pacific er der ikke sparet på indretning, møblement og udsmykning ved udformningen af hotellets indre, og arkitekterne har været meget kreative.
Singapore sling
I lobbyen eksempelvis, er der et stort område med vand, hvor der ude i vandet "flyder åkandeblade", som er indrettet i form af runde sofahjørner med 8-10 siddepladser.
Og langs hele den ene side af området med "åkanderne" ligger der en 44 meter lang bar, hvor der serveres drinks fra hele verden. Således også den legendariske Singapore Sling med dansk islæt, idet der i opskriften indgår Sherry Herring solbærlikør.
Præsidentsuite og luksus
I lobbyen går der fire runde glas elevatorer op langs den ene væg til hotellets top på 38 etager. Inde fra lobbyen er rummet til toppen udformet som en trekant med balkoner på hver etage, hvorfra værelserne kan nås.
Værelserne findes i flere prisklasser lige fra standard til suiter med præsidentsuiten på toppen af kransekagen.
Et standardværelse med dobbeltseng, skrivebord, sofa og to sofastole, badeværelse med både brus og badekar koster godt 2000 kroner i døgnet.
Privat butler
Der er i alt 790 stilfulde og moderne værelser og flere suiter, hvoraf præsidentsuiten er den største på 156 kvadratmeter med alle tænkelige tekniske hjælpemidler, flere TV, møderum med plads til otte gæster, køkken og badeværelse, med brus og spabad.
Der er høje vinduer fra gulv til loft, og de giver en fantastisk udsigt over Singapores skyline.
Suiten har naturligvis gratis minibar, og der er tilknyttet en privat butler, som servicerer dig på alle måder inklusiv diskretion.
Prisen på denne præsidentsuite er mellem 40- og 50.000 kroner per nat.
Pacific Club
På øverste etage – 38 - kan du få en stor kulinarisk oplevelse i Pacific Club. Hertil køres med udvendig elevator på godt et minut, mens du nyder udsigten over Singapore.
Har du lyst til at nyde en dejlig morgenbuffet ledsaget af champagne eller en anden drink, indgår det i menuen, når du gæster Pacific Club.
Hotellet har i øvrigt flere restauranter, og nævnes skal restaurant Edge. I den store restaurant kan du få en kulinarisk madoplevelse ved aftenbuffeten.
Her sørger chefkokken Vincent Aw for, at der dagligt er en lang række lækre kinesiske, malaysiske, indiske, singaporeanske, thai og japanske retter ligesom det vesterlandske køkken også er repræsenteret.
155 retter
Der er ikke mindre end 120 retter og 35 deserter at gå i gang med - velbekomme - du går i hvert fald ikke sulten fra bordet.
Hver søndag er der Champagne Brunch med traditionelle stege, krebsdyr på is, frisk pasta, 30 typer ost og 20 sorter af dessert. Restaurant Edge ligger på niveau tre på hotellet og har 298 siddepladser.
- Vi er meget stolte af vores hotel, og vi synes selv at arkitekterne har indrettet hotellet meget eksklusivt og anderledes. Efter renoveringen er vores belægnings procent næsten på 90, siger kommunikations- og marketingchef Annie Choy.
Den høje belægningsprocent afspejler, da også klart det gode indtryk, man får af hotellet, som varmt kan anbefales.