Et hul i bjerget på cirka fem gange otte meter markerer indgangen til hulen, som vi er på vej ind i. Allerede få meter inde går en trappe cirka seks meter ned, hvorefter der er markeret en sti med hvide bånd henover den ujævne bund i grotten.
Stien er fugtig af det sivende vand, og man skal passe på, hvor man sætter sine fødder. Derfor er vi alle syv i gruppen udstyret med en lampe og et batteri, mens guiden tager os på godt en halv kilometers vandring i den cirka 10 km lange Krizna hule, der ligger i den sydlige del af Slovenien.
Da vi har gået op og ned ad trapper og våde klipper og er cirka 150 meter væk fra indgangen beder vores guide os slukke for vores lygter. Et totalt mørke så sort som kul omgiver os. Vi hører kun svagt i det fjerne rislen af vand, og lugten i den mørke hule er en smule i retning af mug, men ellers er alt sort og kølig, temperaturen er kun otte grader.
Vi tænder alle lygterne igen og fortsætter ad den markerede sti op og ned videre ind i mørket. Snart stopper guiden og lyser op mod hulens loft 30-40 meter over os. Her kan vi se de forskellige kalkstenslag og nogle steder hænger gullige drypsten, stalaktitter, ned fra hulens loft.
De er blevet dannet ved små dryp gennem millioner af år. Det er vandet som gennem årene har boret sig længere og længere ned i kalkstensklippen, der har skabt de underlige og flotte klippeformationer og drypsten. Nogle steder står drypstenene på bunden af slugten.
Kæmpe hulebjørne
På vores tur i hulen stopper vi ved en forhøjning, hvor der står en glasmontre med hovedskelettet af en sortbjørn samt skelettet af en kæmpe hulebjørn, som levede her for mere end 15.000 år siden. Hulebjørnen vejede over et ton og var planteæder.
Om efteråret når vinteren satte ind, gik bjørnene i hi langt inde i hulerne. På grund af deres helt utrolige lugtesans kunne de store bjørne finde vej i det totale mørke. I en af de højereliggende sidehuler omkring 300 meter fra indgangen har geologerne i mudderet på hulens bund udgravet adskillige skeletter af kæmpebjørne.
Det anslås, at over 1000 bjørne regelmæssigt i perioden fra 15.000 til 50.000 år siden har sovet vintersøvn her.
Søen i underverdenen
Efter endnu 150 meters gang, hvor vi hele tiden møder nye drypstensformationer i alle mulige udformninger og farver, stopper vi ved en voldsom strøm ved elven, der efter cirka 30 meter forsvinder ned i dybet. Lidt længere fremme når vi frem til en sø med krystal klart grønt vand. Fra denne cirka 75 meter lange sø er der muligt at følge elven og sejle via de 40 øer til slugtens ende.
En sådan tur tager otte timer, og kun ganske få får lov til turen, da man fra myndighederne side ønsker så få gæster i hulen som muligt for at beskytte vand, drypsten og hele miljøet mod menneskeligt slid.
Vandet i søerne kommer fra en kilde på det overliggende bjerg og gennem forskellige niveauer når det ned i hulesystemet. Nær hulens indgang forsvinder vandet igen og løber ud i nogle søer nedenfor bjergets fod. Disse søer er kun vandfyldte i perioder efter meget regn, ellers forsvinder vandet i dybet og søerne tørlægges. Adskillige kilometer fra søerne danner kilder fra det underjordiske vandresovaoir floden Steberscia.
Dyr i mørket
Selvom her er totalt mørke i hulen lever der 44 meget små dyr herinde, blandt andet flere typer flagermus, som også sover vintersøvn. Andre organismer, som næsten er usynlige for det blotte øje, er blandt andet krebsdyr, insekter, regnorme, edderkopper og små slanger.
Det er en privat gruppe mennesker fra landsbyerne omkring Bloška Polica, Blo?ice og Loška Valley, som siden 1997 har organiseret guidede ture ind i hulen, og gruppen sørger på alle måder, at der ikke sker nedslidning fra turisternes side af det sårbare miljø.
Nyttige links: www.krizna-jama.si og www.adria.si.
