Slugten er smal og dyb og næsten ufremkommelig, mens stien vi går ad, stiger 8-10 procent hele tiden. I bunden af kløften løber en elv, der larmer ubønhørligt og i et hvidt raseri hvirvler ned gennem den cirka 700 meter lange slugt. Omkring 50-60 meter over os er der træer og buske, som nogle steder danner et tag af grene, så slugten er næsten usynlig fra oven.
Efter at have bevæget os op gennem slugten via stier, trapper og broer henover slugtens flere vandfald, kommer vi til de første huse af træ. De er bygget helt ind under slugtens klippevægge i kamuflage farver, og det var her, der tidligere var sygehus under Anden Verdenskrig. Vi befinder os i Franja Partisan Hospital opkaldt efter hospitalets kvindelig læge, som ledede hospitalet i halvandet år fra 1943 til krigens slutning i maj 1945.
Læge og frihedskæmper
Efter den tyske besættelse af Italien kæmpede slovenske frihedskæmpere mod den fascistiske og nazistiske besættelsesmagt, og de anlagde sygehuset her i Pasiceslugten nær den lille by Cerkno i det vestlige Slovenien. Det skete under ledelse af frihedskæmperen Dr. Viktor Volcjak. Formålet med hospitalet var at behandle frihedskæmperne i al hemmelighed skjult for italienske og tyske tropper.
I Slovenien blev der etableret mange andre lignende hemmelige hospitaler i dybe slugter og underjordiske huler. Mange blev opdaget af besættelsesmagten, men det lykkedes at holde hospitalet i Pasice hemmeligt indtil krigens slutning. Men man var forberedt på eventuelle ubudne gæster, idet der på bakkerne omkring slugten var anlagt bunkers, hvor modstandsfolkene var klar til at forsvare og modstå forsøg på at trænge ind i slugten. Ligeledes var der udlagt minefelter i området.
Hospitalet blev åbnet i december 1943, og den første leder af hospitalet var den kvindelige læge og modstandskvinde Franja Bojc Bidovec.
Bind for øjnene
Alle byggematerialer blev båret op igennem den vanskeligt farbare slugt til enden af slugten, hvor der langsomt blev bygget 14 huse til indretning af det primitive sygehus.
I begyndelsen blev også al maden båret fra byen Cerkno op igennem slugten til hospitalet. Senere havde man en lille svinesti med to grise, som spiste hospitalets madrester og gav lidt svinekød til patienterne. Mens hospitalet var åbent blev det løbende forbedret bygningsmæssigt og med udstyr indtil maj 1945.
For at hemmeligholde hospitalets eksistens var det nødvendig at give patienterne bind for øjnene under transporten op gennem slugten til sygehuset.
Omkring 578 svært sårede modstandsfolk, der ikke selv var i stand til at bevæge sig op igennem slugten til hospitalet, blev behandlet med ret så primitivt udstyr. Ofte måtte bedøvelsen ske ved brug af spiritus. Kun 78 modstandsfolk døde på sygehuset i perioden.
I vinterhalvåret var det en barsk oplevelse at bo i slugten med sne og minusgrader. Opvarmningen skete ved brug af specielt udviklet træ, der ikke afgav røg, og som kunne afsløre menneskelig tilstedeværelse i slugten. Flere af patienterne var sårede soldater eller piloter fra den allierede hær.
Hospitalet med 40 medarbejdere fungerede indtil 5. maj 1945, og lå ubenyttet indtil 1963, hvor det blev renoveret og blev en del af det lokale museum i Cerkno.
Den 18. september 2007 blev hele komplekset af bygninger næsten totalt ødelagt af en voldsom flodbølge, som styrtede ned gennem slugten efter voldsomt regnvejr. Det tog fem år at genskabe sygehuset, og det blev i 2012 genåbnet for publikum.
