I begyndelsen af maj fik jeg anlagt den nye urtehave. Først blev der lagt tre trailerlæs kompostjord fra genbrugspladsen ud på den kommende urtehave. Derefter lejede jeg i 4 timer en stor fræser, og så gik jeg ellers i gang med at fræse den kommende urtehave. Jorden var rimelig hård, i det området har været brugt som oplagsplads til byggematerialer. Det var lidt hårdt men den ny urtehave fik gennemfræset jorden i cirka 20-25 centimeters dybde, og samtidig blev komposten fræset ned, så jorden blev rimelig løs.
LÆS OGSÅ: Sygdom og skadedyr - lad planterne blive, når du rejser hjem fra ferie
Derefter blev der lagt kartofler. Vi havde lagt en del kartofler til forspiring, og de kom ret hurtigt i gang, efter at jeg havde hyppet kartoflerne i rækkerne. Ud over kartofler blev der lagt en lang række løg, som også står fint. Så blev der sået rødbeder og lidt salat. Tre store blomsterkasser i beton blev brugt til at indrette tre bed med krydderurter.
Den langvarige tørke har gjort, at urterne ikke gror i det tempo, vi kunne ønske, selvom der er blevet vandet løbende, men med den ekstreme varme, blæst og ingen regn i mere end en måned, så er jorden ualmindeligt tør. Selvom der er kommet 9 millimeter regn den sidste uge, så forslår det ikke rigtigt i den tørre have. Det gælder også blomsterne i haven. Vi mangler simpelthen en bundbløder med 100 mm regn over et par dage. Men der loves regn i den kommende uge, så der er håb forude.
De plantede hindbær mangler også regn, og de ser lidt dårlige ud, men de skal nok komme, selvom der ikke bliver den store høst denne sommer.
Inde i drivhuset trives både pebre, tomater og agurker godt. De første agurker er allerede syltet. Og den nye vin har allerede sat de første klaser.